komedie - komedie på film

Komedie - komedie på film, I filmens tidlige år var det især farcen, der blev taget op. Allerede i Lumière-brødrenes første filmforevisning indgik den lille farce L'Arroseur arrosé (1895, Den vandede vander), og en tidlig stjerne var den franske Max Linder. Højdepunktet blev den amerikanske stumfilmfarce med Charles Chaplin, Buster Keaton og Gøg og Gokke som hovedskikkelser.

Med lydfilmens gennembrud slog også den dialogbårne komedie igennem, bl.a. med erotiske lystspil som Ernst Lubitschs Design for Living (1933, At elske) og såkaldte screwball comedies som Howard Hawks' Bringing Up Baby (1938, Han, Hun og Leoparden). Den farceagtige komik fortsatte med stjerner som Marx Brothers og W.C. Fields. En mere satirisk komedie udvikledes af Preston Sturges og Billy Wilder. Traditionen for film med en central mandlig komiker fortsatte med Bob Hope i 1940'erne, Danny Kaye i 1950'erne, Jerry Lewis i 1960'erne og i 1970'erne Woody Allen, der hurtigt slog ind på en intellektuelt raffineret komedieform med bl.a. Annie Hall (1977, Mig og Annie) og Manhattan (1979); i nyere tid har den romantiske komedie haft en opblomstring med f.eks. Tootsie (1982), Pretty Woman (1990) og Groundhog Day (1993, En ny dag truer). Et særligt felt er komedier skabt med 3D-animation, f.eks. Toy Story (1995) og Shrek (2001).

I europæisk film havde komedien en storhedstid med de britiske Ealing-studiers komedier, bl.a. Kind Hearts and Coronets (1949, Syv små synder) og The Ladykillers (1955, Plyds og papegøjer), og i fransk film med Jacques Tati, bl.a. Les Vacances de M. Hulot (1953, Festlige feriedage) og Playtime (1967). I 1970'erne skabte det britiske komikerteam Monty Python en ny crazy humor i film som Monty Python and the Holy Grail (1974, Monty Python og de skøre riddere) og Life of Brian (1979). Siden kan fremhæves den romantiske komedie Four Weddings and a Funeral (1994, Fire bryllupper og en begravelse) og Roberto Benignis Livet er smukt (1997), der dristigt kombinerer komedie med holocaust-temaet.

I dansk film var Fyrtaarnet og Bivognen tidlige farcekomikere med international gennemslagskraft. Siden fulgte folkekomedier, der nåede et kunstnerisk højdepunkt med Erik Ballings serie om Olsen-banden (1968-81). Susanne Biers Den eneste ene (1999) markerer et stilskifte hen til den sofistiskerede, romantiske komedie, mens Anders Thomas Jensen med Blinkende lygter (2000) og Adams æbler (2005) markerer en original fornyelse af den folkelige komedie.

På tv har komedien haft sin særlige genre med de amerikanske sitcom- serier, der ofte er centreret om familieliv eller arbejdsplads; yderst succesfulde eksempler er I Love Lucy (1951-74) og The Cosby Show (1984-92). I europæisk tv er komedien især blevet fornyet af de britiske serier Monty Python's Flying Circus (1969-74), Fawlty Towers (1975-80, Halløj på badehotellet) og Mr. Bean (1990-95), men også af den danske Riget I-II (1994 og 1997) af Lars von Trier.

Læs videre om komedie her.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig