Kollektivisering, omlægning af private landbrug til større landbrugskollektiver eller statsbrug. Kollektiviseringen fik størst omfang i Kina og Sovjetunionen, men forekom i det meste af den kommunistiske verden.

Sovjetunionen

Kommunisternes principprogram omfattede fra begyndelsen en kollektivisering af landbruget, men de første ti år efter Oktoberrevolutionen i 1917 nåede man ikke langt. Ved årsskiftet 1929/30 iværksatte Stalin en forceret kollektivisering af den samlede landbrugssektor. Hensigten var at presse bønderne til at levere mere korn til staten til meget lave opkøbspriser, dels for at skaffe resurser til landets industrialisering, dels for at få opbygget store statslige mobiliseringslagre af levnedsmidler med henblik på en kommende krig. Sovjetledelsen regnede samtidig med, at den nye agrarstruktur ville fremme landbrugets mekanisering og skabe bedre muligheder for at kontrollere bondestanden.

Kollektiviseringen blev gennemført med den yderste brutalitet og under så hård modstand fra bønderne, at der i begyndelsen af 1930'erne var tale om borgerkrigslignende tilstande. Flere millioner "kulakker", dvs. velstående bønder eller blot modstandere af kollektiviseringen, blev deporteret til Sibirien, andre millioner døde af sult som en direkte følge af den førte politik. Trods alle vanskeligheder blev kollektiviseringsprocessen ført til ende i anden halvdel af 1930'erne. Det ny system omfattede knap 4000 statsbrug (sovkhoser) og lidt under 250.000 kollektivbrug (kolkhoser) samt en række maskin- og traktorstationer (MTSer). Desuden havde kollektivbønderne en mindre privat jordlod. Dette system blev grundlæggende opretholdt i resten af Sovjetperioden, selv om MTSerne siden blev afskaffet, og der skete ændringer i brugenes størrelse og det indbyrdes forhold mellem statsbrug og kollektivbrug.

Stalins kollektiviseringspolitik må i sin helhed betragtes som en katastrofe for det sovjetiske landbrug og var i bedste fald et tvivlsomt middel til fremme af landets industrialisering. Alt tyder på, at de samme produktionsmål kunne være nået med betydelig mere moderate metoder og langt færre menneskelige omkostninger.

Kina

På grundlag af jordreformen i 1950, der medførte en omfordeling af landbrugsjorden til gavn for fattige bønder og landarbejdere, opfordrede Kommunistpartiet 1950-53 bønderne til at danne små "gensidige hjælpehushold". I 1953 begyndte en kampagne for dannelse af små sammenslutninger bestående af 20-30 bondehusholdninger, såkaldte lavere trins kooperativer, hvor jorden dyrkedes i fællesskab, mens ejendomsretten til jord og redskaber vedblev at være privat. Disse omlægninger omfattede dog kun ca. 15% af Kinas bønder, men i 1955 slog Mao Zedong til lyd for en hurtigere udvikling, og inden årets udgang nåede organiseringen op på 60%. I forlængelse heraf gennemførte man i løbet af 1956 overgangen til højere trins kooperativer med 200-400 husholdninger, og her blev den private ejendomsret ophævet, når der ses bort fra et lille privat jordlod. Hermed havde Kina nået samme kollektiviseringsgrad som Sovjetunionen, men tilsyneladende mere gradvist, med færre problemer og mindre modstand fra bønderne. Processen var endvidere gået langt hurtigere end oprindelig tænkt. Kollektiviseringen i Kina fortsatte med sammenlægningen i 1958 af landets ca. 750.000 kooperativer til 26.000 folkekommuner. Hungersnøden som følge af Det Store Spring Fremad 1958-60 med over 20 mio. døde afslørede nu skyggesiden af den kinesiske kollektivisering, se også Kina (historie).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig