Kollektiver er ord eller ordformer, der angiver en flerhed eller en gruppe, fx kvæg, folk, publikum, regering, politi.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af latin collectivus 'samlet sammen', afledt af collectus af colligere 'samle sammen'.

Også kendt som

samlingsord

Kollektivord har i den faktiske sprogbrug ofte flertalskongruens, selvom de formelt er ental, fx Publikum var ellevilde (i stedet for Publikum var ellevildt), Rådet var enige i beslutningen (i stedet for Rådet var enigt i beslutningen), Politiet var alt for passive ( i stedet for Politiet var alt for passivt) osv.

I nogle sprog markeres kollektivformer særskilt, fx italiensk le mura '(by)murene' over for il muro 'muren' og i muri 'murene'. Særlige kollektivformer anvendes også sporadisk på dansk, fx kollektivformen høns, der bruges om dyr af arten uanset køn, over for høner, der angiver hunner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig