Sværdkolibri
Sværdkolibriens (Ensifera ensifera) usædvanligt lange næb betyder, at den kan nå ind til nektaren i selv de dybeste blomster. Den findes i Andesbjergene fra Venezuela i nordøst til Bolivia i syd.
Sværdkolibri
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Kolibrier er en familie af små, specialiserede fugle i sejlerfuglenes orden. De omfatter ca. 370 arter fordelt på mere end 110 slægter og er udbredt i det meste af Nord- og Sydamerika med omkringliggende øer; langt den største artsrigdom findes i troperne.

Faktaboks

Etymologi
af spansk colibrí, af caribisk oprindelse.
Også kendt som

Trochilidae

Kendetegn

Kolibrier er en meget karakteristisk gruppe af små eller meget små og oftest særdeles farvestrålende fugle med en særpræget fødesøgnings- og flyveteknik. En enkelt art, kæmpekolibrien (Patagona gigas), måler 23 cm og vejer 20 g, men typisk er kolibrier 6-13 cm lange inklusive næbbet med en vægt på 2-9 g. Bikolibrien (Mellisuga helenae) fra Cuba regnes ofte for den mindste art. Den bliver kun 5 cm lang inklusive næb og hale. Flere andre arter har dog en lignende størrelse.

Farvepragt

Grundfarven er ofte metalskinnende grøn eller blågrøn, gerne med strube eller andre partier tegnet i rødt, gult eller andre farver; typisk er det strukturfarver, som varierer betydeligt med lysets indfaldsvinkel. Hannerne er i reglen klarere farvede end hunnerne og har undertiden forlængede halefjer eller andre prydelser. Der findes dog også adskillige arter, hvor begge køn savner særlig farvepragt. Næbbet er tyndt og spidst, langt og typisk lige, men undertiden nedad- eller opadbuet. Fødderne er små og svage.

Vinger og flugt

I vingen danner den store hånd med dens svingfjer en stiv plade, mens armen er meget kort med kun seks armsvingfjer. Flugten er en karakteristisk svirreflugt med særdeles hurtige vingeslag, der frembringer en summende lyd. Frekvensen ligger på 22-78 slag i sekundet, højest hos de mindste arter. Kolibrier kan ubesværet stå stille i luften eller bevæge sig i enhver retning, og som de eneste fugle også flyve baglæns, endda med en betydelig fart. Skulderleddet er meget bevægeligt, og under opslaget kan vingen drejes 180° om længdeaksen, så opslaget får en lignende geometri og funktion som nedslaget. I overensstemmelse hermed er vingehævemusklen relativt større end hos andre fugle.

Levevis

Bredhalet dværgkolibri
En hun af bredhalet dværgkolibri (Selasphorus platycercus) fodrer sine to unger i reden, som er anlagt i et fyrretræ. Colorado, USA.
Bredhalet dværgkolibri
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Den meget energikrævende flyveteknik nødvendiggør et stort indtag af sukkerholdig føde. Alle kolibrier æder nektar suppleret med insekter, som giver de nødvendige proteiner. Nogle arter opretholder fødeterritorier, mens andre blot forsvarer ofte i kortere tid blomstrende buske o.l. Generelt gør kolibrier et særdeles stridbart indtryk.

Adskillige arter er i adfærd og anatomi tilpasset bestemte blomster. Især disse fødespecialister er vigtige blomsterbestøvere, og et stort antal amerikanske blomster er netop indrettet på bestøvning af kolibrier.

I perioder med dårligt vejr, som forstyrrer fødesøgningen, kan kolibrier spare energi ved at gå i en dvalelignende tilstand, hvor legemstemperaturen falder.

Redebygning og formering

Kolibrier er polygame eller promiskuøse, og hunnerne er alene om redebygning og yngelpleje. Hannerne tiltrækker hunnerne ved sang eller flyvespil, og nogle arter danner arenaer.

Reden er enten en dyb skål eller en hængende konstruktion anbragt på undersiden af et blad eller under loftet i en klippespalte eller hule. Kuldet består af to hvide æg, der ruges i 2-3 uger. De i begyndelsen næsten nøgne unger fodres med opgylpet føde; de flyver fra reden efter 3-4 uger, men er afhængige af hunnen i yderligere nogle uger. Det er almindeligt med flere kuld på en sæson.

Levested og træk

De fleste kolibrier forbliver i yngleområdet hele året, men nogle arter fra højlandet trækker til lavereliggende områder, og de nordligst og sydligst ynglende arter har et egentligt træk. Rubinstrube (Archilochus colubris) fra det østlige Nordamerika er udbredt helt op til Labrador, men overvintrer i Mellemamerika; under trækket krydser dele af bestanden Den Mexicanske Golf.

Kolibrihold

Kolibrier i fangenskab fodres med en sukkeropløsning fra særlige flasker; bl.a. Zoologisk Have i København har en lang tradition for kolibrihold. I dele af Nordamerika er det almindeligt blandt haveejere at tiltrække fritlevende kolibrier vha. den samme type sukkervandsflasker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig