kodriver

Kodriver. Hulkravet kodriver er en hyppig forårsblomstrende art, der træffes på overdrev, bakker og i skovkanter. Blomsterne er velduftende og let genkendelige på den gule krone med fem orangerøde pletter i svælget. Øverst th. ses frugtstanden, hvorfra frøene spredes fra den åbne kapsel, ved at vinden rusker i de stive frugtstilke.

.

Kodriver. Dyrket art, Primula aucalis.

.

Kodriver, Primula, planteslægt i kodriverfamilien med over 400 arter udbredt over hele den nordlige halvkugle, i troperne dog i den køligere bjergregion.

Faktaboks

etymologi:
Kodriver hed tidl. kodrøbel, måske i betydningen 'kopatte', vist efter blomsternes stilling.

Det er flerårige urter med jordstængel. Bladene sidder i en grundstillet roset. Blomsterne har sambladet, femfliget bæger, og kronen har en oftest veludviklet flad krave. Blomsterstanden er endestillet på et kortere eller længere, som regel skærmformet blomsterskaft; de enkelte blomster kan være kort- eller langstilkede. Frugten er en kapsel. De fleste arter har både kort- og langgriflede individer, heterostyli.

I Danmark findes en violetblomstret art, melet kodriver, Primula farinosa, der er fredet og især træffes på Bornholm. Endvidere forekommer tre gulblomstrede arter, der kan danne hybrider: Hulkravet kodriver, P. veris, der er den almindeligste, samt fladkravet kodriver, P. elatior, og storblomstret kodriver, P. vulgaris.

Arterne træffes især på lysåbne lokaliteter på næringsrig bund. Mange arter og artshybrider dyrkes som have- eller potteplanter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig