Cobalt indgår i forbindelser i oxidationstrin fra -1 til +4. De mest almindeligt forekommende oxidationstrin er dog +2 og +3. Næsten alle cobaltforbindelser er farvede.
Oxidationstrin +2. Det lyserøde cobalt(II)oxid, CoO, opløses let i smelter af fosfater, silikater og borater og får en smuk, blå farve. Ved sammensmeltning af cobalt(II)oxid med kaliumcarbonat og kvarts dannes det glasagtige smalte, der bruges til blåfarvning i glas- og keramikindustrien. Thénards blåt, cobaltblå, er det krystallinske cobalt(II)aluminat, CoAl2O4. Rinmans grønt fås ved sammensmeltning af zinkoxid og CoO. Sammensætningen kan variere noget, og betegnelsen svarer ikke til en veldefineret kemisk forbindelse. Blåfarvning af glas og porcelæn er en af de ældste anvendelser af cobalt(II)-forbindelser. Egyptisk keramik, der kan dateres til ca. 2600 f.Kr., indeholder cobalt i oxidationstrin +2. Andre forbindelser med udbredt anvendelse er det røde cobalt(II)sulfat, CoSO4∙7H2O, der bruges som fodertilskud til kvæg, og cobalt(II)sulfamat, Co(OSO2NH2), der bl.a. bruges i fabrikationen af præcisionsstøbeforme til fremstilling af compact disks (cd'ere). En række cobalt(II)-salte af organiske syrer, de såkaldte cobaltsæber, fx cobalt(II)oleat og cobalt(II)lineolat, bruges til at fremskynde tørringen af umættede olier som linolie og sojaolie. Mangfoldige andre cobalt(II)-forbindelser bruges som katalysatorer i den kemiske industri. Vandige, fortyndede opløsninger af cobalt(II)-forbindelser indeholder den lyserøde ion hexaaquacobalt(II), Co(H2O)62+. En vigtig forbindelse er det blå cobalt(II)klorid, CoCl2, som pr. formelenhed kan opsuge 6 mol vand under dannelse af det lyserøde CoCl2∙6H2O. Forbindelsen finder anvendelse som indikator i silicagel (blågel), der anvendes som tørringsmiddel i exsiccatorer.
Oxidationstrin +3. Den tilsvarende ion i oxidationstrin +3, hexaaquacobalt(III), Co(H2O)63+, er så stærkt et oxidationsmiddel, at den ikke kan eksistere i længere tid i vandig opløsning, da den sønderdeler vand under udvikling af oxygen. Sættes fx ammoniak, nitritioner eller cyanidioner til en opløsning af en cobalt(II)-forbindelse, udskiftes et eller flere af vandmolekylerne i Co(H2O)62+-ionen med de tilsatte molekyler eller ioner, og der dannes komplekse forbindelser, som allerede af luftens oxygen oxideres til cobalt(III)-forbindelser. Cobalts kompleksforbindelser med oxidationstrin +3 er meget stabile i vandige opløsninger og er kun svage oxidationsmidler.
Øvrige oxidationstrin. I enkelte komplekse forbindelser, fx ionen [Co(CN)3CO]2-, kan cobalt tilskrives oxidationstrinnet +1, i carbonylforbindelserne Co2(CO)8, Co4(CO)12 og Co6(CO)16 oxidationstrinnet 0 og i ionen [Co(CO)4]- —1. Forbindelsen Ba2CoO4 indeholder formelt cobalt i oxidationstrin +4, men er vanskelig at opnå i støkiometrisk renhed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.