knoglesvulster

Knoglesvulster, forekommer i godartede og ondartede former (knoglekræft). De godartede kan danne væskefyldte hulrum (cyster).

Knoglekræft udgået fra knoglens eget væv er meget sjældent forekommende og optræder i flere former: Osteosarkomer hos børn og unge angriber oftest knoglerne omkring knæet og opstår fra primitive knogleceller, der vokser ud i det omgivende væv. Kondrosarkomer hos midaldrende i bækken og hofte udgår fra bruskceller på knoglerne. Ewings sarkom hos børn og unge udgår fra knoglemarvsceller, som vokser gennem knoglen, typisk i arme eller ben.

Disse kræftformer medfører i begyndelsen lette smerter, der ofte tolkes som vokseværk, senere kan der optræde knoglebrud; svulsten påvises ved røntgenundersøgelse, CT-scanning eller scintigrafi suppleret med vævsundersøgelse. Behandlingen er kirurgisk, evt. i form af amputation, kemoterapi og strålebehandling. 50-60 % af patienterne helbredes.

Myelomatose, der forekommer hos ældre, udgår fra det bloddannende væv i knoglemarven.

Langt de fleste tilfælde af kræft i knoglerne skyldes udsæd (metastaser) fra kræft i andre organer, oftest bryst-, prostata-, lunge- og nyrekræft.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig