knoglemarvstransplantation

Knoglemarvstransplantation, stamcelletransplantation, behandlingsform ved visse blod- og kræftsygdomme.

I modsætning til ved organtransplantation overføres der ikke et organ fra en donor til patienten, men kun ca. 1 % af donorens umodne blodceller (stamceller).

Transplantation fra en donor betegnes allogen transplantation. Ved denne udtages stamceller fra knoglemarven ved indstik i hoftebenskammen, eller de udtages fra blodet, hvor de forekommer i ganske små mængder. Derefter indgives stamcellerne til patienten i et drop via en blodåre på samme måde som ved en blodtransfusion. De transplanterede stamceller slår sig ned i knoglemarven og danner efter få uger modne blodceller i patienten.

Stamceller kan også udvindes fra patienten selv (autolog transplantation eller autotransplantation) samt fra navlesnorsblod umiddelbart efter en fødsel med henblik på anvendelse til andre patienter (allogen transplantation) eller til personen selv (autolog transplantation), hvis denne senere i livet udvikler en kræftsygdom. Nedfrosne stamceller kan opbevares i årevis.

Allogen stamcelletransplantation anvendes især til behandling af sygdomme med manglende eller syge stamceller i knoglemarven, fx aplastisk anæmi, alvorlig medfødt immundefekt, se medfødte sygdomme (immundefekter), samt leukæmi, mens autolog stamcelletransplantation især anvendes ved visse kræftsygdomme, fx leukæmi, lymfom og testikelkræft.

Ved behandling af kræftsygdomme udtages stamceller fra patienten selv eller en rask donor, hvorefter patientens resterende stamceller og kræftceller destrueres ved behandling med lægemidler indeholdende store doser cellegifte (kemoterapi) og evt. ved strålebehandling, hvorpå de udtagne stamceller indgives. Dette giver mulighed for at anvende større doser kemoterapi og strålebehandling, end det ellers er muligt; herved opnås der større chance for at ødelægge alle patientens kræftceller. Den største risiko ved allogen transplantation er de immunologiske reaktioner, se transplantation. Ved autolog transplantation kan der være risiko for at tilbageføre små mængder kræftceller til patienten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig