knoglebrud

Sikre frakturtegn er synlig fejlstilling eller abnorm bevægelighed. Ofte findes hævelse og misfarvning pga. blødning fra knogleenderne. Foruden ømhed ved tryk direkte på brudstedet kan der ofte påvises indirekte ømhed, hvis brudenderne presses sammen i knoglens længderetning. I nogle tilfælde høres knogleenderne skrabe mod hinanden (strepitus). Visse brud, fx kompressionsbrud eller brud på syge knogler, kan være vanskelige at påvise ved almindelig undersøgelse. Ved mistanke om brud foretages en røntgenundersøgelse for med sikkerhed at fastslå bruddet og brudendernes placering.

Primær lægning kan finde sted, hvis brudenderne er presset tæt ind mod hinanden i anatomisk korrekt stilling, således at der kun skal vokse små mængder knoglevæv ud, som forener brudenderne. I de fleste tilfælde er der dog større afstand mellem brudenderne, hvilket fører til sekundær lægning: Ved bruddet opstår der blødning fra knoglebrudfladen; blødningen danner en blodansamling (hæmatom) mellem knoglebrudfladerne. Hæmatomet nedbrydes og erstattes af et brusklignende væv, som i løbet af nogle måneder optager kalksalte og omdannes til knoglevæv, der danner en fast benprop (callus) mellem brudfladerne. I løbet af de efterfølgende uger nedbrydes overskydende knoglemasse, således at brudstedet til sidst er glattet helt ud. I visse tilfælde kan en eventuel vinkling fremkommet ved bruddet endda udrettes under remodelleringen af knoglevævet på brudstedet.

De primære mål for al frakturbehandling er reposition, dvs. at sætte bruddet på plads så nøjagtigt som muligt så hurtigt som muligt, og fiksation, dvs. at fastholde det reponerede brud under lægningen. De fleste knoglebrud kan reponeres lukket, dvs. uden egentlige kirurgiske indgreb. Ved repositionen tilstræbes mindst mulig længdeforskydning og rotation, mens en mindre vinkling ofte accepteres. Når bruddet er bragt på plads, foregår fiksationen med gipsbandage, som foruden at sikre en korrekt stilling hurtigt medfører smertefrihed. I særlige tilfælde kan fiksationen foregå med metalpinde ført gennem huden. Visse brud, fx lårhalsbrud, behandles med osteosyntese. Herved forstås en egentlig operation, hvorunder brudenderne bringes på anatomisk korrekt plads og fikseres med tråd, søm, skruer eller skinner, i alle tilfælde fremstillet af et vævsvenligt metal. Så snart et knoglebrud er forsvarligt fikseret, bør genoptræning påbegyndes for at modvirke muskelsvind pga. manglende funktion.

Hvis repositionen af knoglebruddet ikke har været helt tilfredsstillende, forsinkes lægningen af bruddet; i alvorlige tilfælde sker lægningen slet ikke, således at der fortsat er bevægelighed mellem knoglestykkerne på brudstedet, som om det var et falsk led (pseudartrose).

Ved åbne knoglebrud kan der optræde knoglemarvsbetændelse pga. indtrængende bakterier, og der kan være risiko for pseudartrose, fordi knoglevævet går til grunde. Døde, betændte knoglerester må fjernes, før lægning af bruddet kan søges fremmet ved knogletransplantation. Knoglebrud, som rammer ledbrusk, skader ofte brusken med risiko for efterfølgende slidgigt, hvorfor kravene til nøjagtig reposition af sådanne brud er store.

Se også bækkenbrud, fingerbrud, håndledsbrud, kraniebrud, kravebensbrud, lårbensbrud, lårhalsbrud, overarmsbrud, rygsøjlebrud, skinnebensbrud og underarmsbrud.