klostermedicin

Klostermedicin, sygdomsbehandling i klostre. Med Benedikt fra Nursias grundlæggelse af benediktinerklostret på Montecassino i 529 blev der indført en munkeregel (se Benediktinerreglen), der bl.a. rummede en bestemmelse om, at tilsyn og pleje af syge var en kristelig pligt. Benediktinerklostrene indrettede således bl.a. rum til syge munke (infirmarier). Foruden at yde husly, give diætregler og bede for de syge begyndte både munke og nonner at behandle sygdomme med droger udvundet af planter dyrket i klostrenes urtehaver. I stigende omfang påtog klostrene sig også at behandle syge uden tilknytning til klostrene.

Andre munke- og nonneordner har ligeledes følt det som et kald at udøve sygdomsbehandling, hvilket fund fra udgravninger fra både cistercienserklostret i Øm ved Rye og augustinerklostret i Æbelholt vidner om.

En af de fornemste repræsentanter for klostermedicinen var Hildegard af Bingen. Imidlertid så den katolske kirke med stigende mishag på denne del af klostrenes virke, såfremt den blev udøvet for vindings skyld, og den blev forbudt ved koncilet i Clermont i 1130. Ved efterfølgende konciler i bl.a. Tours i 1163 og det 4. Laterankoncil i 1215 blev forbudet gentaget, og man forbød nu tillige munkene at udføre kirurgiske indgreb. Disse beslutninger var dog ikke uden undtagelsesbestemmelser. Hermed var kimen lagt til, at udviklingen inden for medicinen, men ikke kirurgien, fremover kom til at foregå på de verdslige universiteter, der i stigende omfang blev etableret i 1200-1300-t. i Sydeuropa. Plejen og omsorgen af syge og svage fortsatte dog på mange klostre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig