Klorose, (af kloro(fyl) og -ose), form for blodmangel (anæmi) hos kvinder i 14-20-års-alderen beskrevet omkring år 1550, hyppigt optrædende indtil omkring år 1900, hvor sygdommen stort set forsvandt. Klorose viste sig bl.a. ved bleghed, efter nogles mening med et grøngult skær. Det formodes, at klorose skyldtes jernmangel pga. lavt jernindhold i kosten og stort behov for jern i pubertetsalderen, hvor menstruationen indtræder, og hvor kroppen vokser kraftigt.