klokkefamilien

Klokkefamilien, Campanulaceae, plantefamilie i kurvblomstordenen med 84 slægter og ca. 2400 arter udbredt over hele Jorden, men især koncentreret i tempererede egne samt områder omkring Middelhavet. Det er én- eller flerårige urter, sjældent halvbuske, med mælkesaft og en oftest klokkeformet, helkronet, førsthanlig blomst (se bestøvning), der er blå eller sjældent hvid eller rosa. Blomsten er mest oversædig, men halvt oversædige eller endog undersædige blomster forekommer også (det sidste hos blårør, Cyananthus, en slægt i Himalaya). Frugten er næsten altid en kapsel, der hyppigst åbner sig ved dannelse af porer i kapslens væg.

Slægterne klokke, Campanula, og vedbendklokke, Wahlenbergia, omfatter tilsammen henved en tredjedel af familiens arter. Andre vigtige slægter er bl.a. blåmunke, Jasione, og rapunsel, Phyteuma. En del arter dyrkes som prydplanter.

Familien omfatter efter den nyeste opfattelse også lobeliefamilien, Lobeliaceae; se også dækfrøede.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig