klimaskader

Klimaskader, skader forårsaget af klimaforhold; bruges især i jordbruget om skader på planter.

Frost kan skade planterne og i værste fald medføre, at de går ud. Det kan i landbruget ses som udvintring af overvintrende afgrøder, oftest som en tiltagende svækkelse og udtørring som følge af skiftende frost og tø i forårsperioden. Nattefrost om foråret eller i forsommeren kan svide blade og give dem en violetrødlig farve eller forårsage frostmærker i bladene. Frostskader rammer også træer og buske, hvor løv og unge skud kan visne. I landbrugsafgrøder kan sen nattefrost føre til mangelfuld frø- og kernesætning. Se også hvidaks. Udsættes planterne for høje temperaturer, kan der opstå varmeskader.

Hagl kan skade ved at sønderrive bladene og i landbruget være årsag til frøspild. Lynnedslag viser sig som pletter i marken med et tværmål på 10-15 m og med aftagende virkning fra pletternes midte; planterne i pletten ser ud, som om de er kogt. Sandflugt kan skade nyfremspirede planter ved at svide, løsrive eller tildække dem. Også ozon kan skade plantevæv og hæmme vækst, men omfanget heraf er ikke tilstrækkelig belyst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig