Klezmer, jødisk dansemusik med rødder i Øst- og Centraleuropa. I 1600-t. anvendtes betegnelsen om professionelle, organiserede musikere, som bl.a. spillede til fester; ensemblerne bestod oprindelig af to violiner, hakkebræt og bas eller cello, men i 1800-t. kom først klarinet og siden messingblæseinstrumenter (sopransaxofon) og harmonika til. Dansemelodierne er oftest i frygisk toneart eller mol og er beslægtede med lokale danse; de kan indledes med en ametrisk del (taksim).

Klezmer blev en del af østeuropæisk musikliv i 1800-t., men forsvandt næsten fuldstændig herfra efter 2. Verdenskrig. Musikken, der er beslægtet med sigøjnermusik, fik med immigrationen basis i USA, hvor den siden 1970'erne har opnået fornyet popularitet, hvilket den også har i Europa fra 1990'erne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig