Klematis. Clematis x jackmanii tilhører gruppen af sene, storblomstrede sorter. Det er en hybrid mellem den kinesiske C. lanuginosa og den sydeuropæiske C. viticella. Den fremkom i England i 1858 og er stadig en af de mest dyrkede artskrydsninger. Nederst ses tv. en flerfoldsfrugt og th. en nød med lang, håret griffel.

.

Klematis, Clematis, planteslægt i ranunkelfamilien med ca. 250 arter udbredt i de fleste tempererede egne og i Afrika. Det er løvfældende eller stedsegrønne urter eller halvbuske med modsatte, ofte trekoblede blade, fortrinsvis klatrende vha. bladstilke (se klatreorganer).

Faktaboks

Etymologi
Ordet klematis er græsk, om forskellige klatreplanter, af klema 'kvist, ranke'.

Blomsterne sidder enkeltvis eller i klase; de er klokkeformede eller åbne med fire eller flere farvede, kronbladslignende bægerblade. Frugten er en flerfoldsfrugt med små nødder og ofte vedvarende, håret griffel.

En lang række arter og sorter dyrkes som prydplanter pga. de mange blomster i talrige farvevarianter og den lange blomstringstid, fx Clematis x jackmanii, der tilhører gruppen af sentblomstrende og storblomstrede sorter. En enkelt art, skovranke, C. vitalba, vokser vildt i Danmark, men er sjælden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig