klatring

Klatring. Den øverste klatrer, førstemanden, har sikret sig ved at lade rebet løbe gennem flere karabinhager, der med nylonslynger er forbundet til aluminiumskiler anbragt i sprækker i klippen. Ved et styrt låses rebet med rebbremsen ved andenmanden og forhindrer derved førstemanden i at falde mere end få meter. Klatrerne er iført hjelm, klatresko og siddesele, som rebet er fastgjort til.

.

Artikelstart

Klatring, disciplin inden for bjergbestigning og desuden en selvstændig sport, hvor det gælder om at finde den vanskeligste rute op ad stejle klippe- eller isvægge.

Klatring kan dyrkes på alt fra 2-3 m høje vægge, såkaldt bouldering efter det engelske ord for stenblok, til mere end 1000 m høje vægge, hvor klatrerne må overnatte undervejs.

Siden midten af 1980'erne har det været muligt at klatre indendørs på kunstige klatrevægge, og det har medført, at fra at have været en sport for de få oplever klatring i 1990'erne en voldsom tilstrømning og afholdelse af nationale og internationale mesterskaber.

Der skelnes mellem flere former for klatring: Friklatring, hvor klatrerne kun holder fast i og står på en klippes naturlige fremspring, artificiel klatring, hvor medbragte sikringskiler og stålbolte må benyttes til at trække sig op, soloklatring uden sikringsreb, hvilket er stærkt risikobetonet, samt isklatring på frosne vandfald, hvor der benyttes isøkser og klatrejern på støvlerne.

Klatrerne er normalt forbundet to og to med 50 m reb. Rebet går fra den øverste klatrer, kaldet førstemanden, til sikringspersonen, andenmanden. Førstemanden anbringer på vej op aluminiumskiler i klippens revner eller huller for hver to til tre meter. Rebet forbindes løbende til kilerne via karabinhager.

Ved et styrt falder klatreren derfor dobbelt så langt som hans afstand ned til sidste aluminiumskile, inden rebet strammes af andenmanden gennem en speciel rebbremse. Efter 50 m klatring gør førstemanden sig fast til klippen og trækker rebet gennem en bremse, hvorved han sikrer andenmanden. På sin vej op tager andenmanden kilerne ud af klippen. I visse klatreområder er der indboret stationære sikringsbolte i klippen.

Foruden reb kræves en sele, der sikkert og komfortabelt skal fange klatreren ved et styrt, et par friktionsklatresko, en hjelm, 10-15 aluminiumssikringskiler i forskellige størrelser, 15-20 karabinhager og rebbremse med låsbar karabinhage. Klatreruter i Skandinavien vurderes på en skala fra et til ni. Skalaen fortæller om rutens sværhedsgrad, men ikke nødvendigvis om klippens beskaffenhed, eller om ruten er farlig at klatre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig