klassisk arkæologi

Mens man tidligere studerede Romerriget ud fra en britisk imperiemodel, blev man senere mere tilbøjelig til at ville vise kompleksiteten i romaniseringsprocessen.

Klassisk arkæologi beskæftiger sig med alle aspekter af de antikke samfund, herunder levevilkår, handelsforbindelser og urbanisering. Udgravning er en metode til problemløsning. Et romersk hus er fx ikke bare en ramme om smukke mosaikker, interessante vægmalerier og anden udsmykning, men bringer også et budskab om de mennesker, som boede der. Nye udgravninger kan endog medvirke til at forklare de gamle udgravningers materiale, der i sin tid blot blev gravet fri og op, som drejede det sig om kartofler.

I Danmark er klassisk arkæologi siden 1890 blevet dyrket som selvstændigt fag på Københavns Universitet, siden 1949 på Aarhus Universitet.

Interessen for at samle på antik kunst går tilbage til de romerske feltherrer, der erobrede det østlige Middelhavsområde i de sidste århundreder f.Kr. Siden renæssancens genopdagelse af antikken har man indsamlet især mønter, signet-ringsten (gemmer) og skulpturer. Klassisk arkæologi var i 1700-tallet stort set identisk med antik kunsthistorie og inspireret af den tyske kunsthistoriker Winckelmann og digteren Goethe. De store udgravninger af Herculaneum og Pompeji skal ses i dette lys; der blev gravet for at fylde de kongelige samlinger op.

I 1800-tallet blev klassisk arkæologi en slags hjælpevidenskab til klassisk filologi, idet monumenter og steder blev udforsket med det formål at illustrere de klassiske tekster (Troja, Mykene, Olympia, Akropolis, Delfi, Halikarnassos). Hovedvægten blev lagt på det klassiske Grækenland (400- og 300-tallet f.v.t.) og tidlig romersk kejsertid (fra det 1. til det 2. århundrede e.v.t.). Opdagelsen af den førklassiske kultur var imidlertid med til at gøre faget til en selvstændig videnskab, og både i Grækenland og i Italien blev klassiske arkæologer tvunget til at arbejde uden skriftlig ledetråd.

Mens man tidligere fortrinsvis beskæftigede sig med de antikke centre Athen og Rom, har man i nyere tid inddraget periferien i debatten om Middelhavskulturernes indbyrdes forhold. Hermed er det klassiske Grækenland dog ikke forsvundet fra stjernehimlen, men er blevet perspektiveret, fordi man nu forstår mere af tiden før og efter.

• arkæologi