Klædedragt.

.
.

Klædedragt - ca. 1350-ca. 1800, 1300-t.'s bysamfund, Firenze, Venezia og Milano, de burgundiske og spanske hoffer samt Nederlandene kom for alvor til at præge klædedragten i Europa.

Den teknologiske forudsætning for klædedragtsproduktionen var dels stålnålens opfindelse, dels at stoffer nu kunne væves i lange baner; betydningsfuld var også silkeimporten og nye væve- og indfarvningsteknikker.

Egentlig europæisk modeprægning til de rige stænder udgik fra 1400-t. fra Italien og Burgund, fra 1500-t. fra Spanien og fra 1600-t. fra Frankrig. Under Reformationen bredte den nordeuropæiske stil sig fra Tyskland, distribueret af hansestæderne.

Renæssancens humanistiske og verdslige idéer, der betonede individets handleradius, var i høj grad båret af den nye borgerstands økonomiske fremdrift. Nye idealer inden for billedkunst og litteratur afsatte nye skønhedsidealer, og den større accentuering af kroppen og kønnenes forskellige fremtoning gjorde skift i klædedragt mere afhængig af lejlighed end af etniske og lokale forskelle. Moden skiftede hurtigere, blev mere spektakulær og farverig og mindre lokal.

I Europa bar mænd fra midten af 1300-t. til 1600-t. generelt kort overdel med tilhørende stramme hoser undtagen ved højtidelige ceremonier i kirken eller ved hoffet. Kvinderne beholdt de lange skørter, men tilskæring, udskæring og snit i kjolerne gjorde (skiftende dele af) kroppen mere synlig. I begyndelsen af 1500-t. afløstes de italienske og franske bløde linjer af reformationstidens brede, massive stil med vams, baret og komulesko, der kendes fra portrætter af den engelske konge Henrik 8.

Den stofrige stil fulgtes i kvindemoden, men i løbet af 1500-t. blev taljen mere fremhævet i overdelens skarpe V-form. I den spanske modreformations strenge, men elegante stil i mørke farver, der dominerede i slutningen af 1500-t., gik kvinderne med korset og kegleformet skørt over et jernstativ (vertugade), mens mændene bar en stramt knappet vams eller trøje, der spidsede ned midtpå over korte, posede bukser med tilhørende strømpehoser og skamkapsel; pibekraven var populær hos begge køn.

I løbet af 1600-t. blev formerne blødere. Kvindernes skørter blev fyldigere og bredere over hoften, og mændenes posebukser blev mere stofrige og kunne forlænges til knæene. På Christian 4.s tid hørte posede ærmer, kniplinger og støvler med firkantede snuder til stilen.

Den franske barok fik sit mest ekstravagante udtryk under Ludvig 14. den Store. Mændenes lange, tætsiddende kjol (justaucorps), der fra hoften bredte sig ud over knæbukserne, havde store opslag ved ærmerne og suppleredes ofte af et tøjklæde i halsen og lang vest; hertil allongeparyk og højhælede sko. Kvindernes snørede korset vendte tilbage ligesom det kegleformede skørt; dertil et stivet hovedtøj (fontange) med kniplinger, der forlængede figuren opad. I Danmark og Sverige var det kongelige hof dog mere præget af hollandsk stil end af fransk.

Nye spinde-, væve- og strikkeindustrier ændrede sammen med bomuldsproduktionen og nye indfarvnings- og blegeteknikker modens udseende i løbet af 1700-t. (rokoko). Farverne blev mere varierede, ofte pastelagtige. Kvinderne blev med deres cirkelrunde eller ovale, klokkeformede fiskebensskørter (paniers) meget synlige i modebilledet.

Taljen fremhævedes, mens stoffet faldt blødt og fyldigt fra skuldre til gulv; halsudskæringerne var meget dybe. Frisurer og hatte voksede i højde og bredde mod slutningen af århundredet. Pudderparykken til begge køn erstattede allongeparykken. I øvrigt lod tidens europæiske stilarter sig diffust præge af østerlandske, russiske, kinesiske, polske og tyrkiske indslag.

Læs videre om klædedragten i 1800-t. og moderne tid eller om klædedragt generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig