klædedragt i 1800-tallet og moderne tid

Idéer om menneskenaturen fra 1700-tallet (inspireret af bl.a. Jean-Jacques Rousseau) og sværmeriet for antikken i kølvandet på udgravningerne af Pompeji og Herculaneum i Italien var de vigtigste ingredienser i den nyklassicistiske mode, der fra før Den Franske Revolution og frem til 1815 vandt bredt frem.

Tynde kjoler i sarte farver, der (uden brug af korset og fiskebensskørt) fremhævede de bløde former, suppleredes af løsthængende eller blødt opsat hår. Chemisekjolen med høj talje gled over i empirestilen, hvor kraftigere stoffer med tilhørende tætsluttende, stive kyser af strå blev foretrukket.

Mandens dragt efterlignede den engelske landadels påklædning med tætsiddende frakke med skøder, knappet vest og tætsiddende, ankellange bukser; dertil læderstøvler og hat uden pynt.

Mørke farver og enkle snit blev dominerende i mandens dragt, der i løbet af 1800-tallet blev borgernes (og dernæst alle lags) næsten identiske uniform. Kjolesættet med spidse skøder bagtil, vest og lange stramme bukser (pantaloner) satte den diskrete elegance, der herefter blev essensen i mandens påklædning.

Mere dramatiske modeskift blev udelukkende et anliggende for kvindernes klædedragt. Fra ca. 1830'erne domineredes moden af romantikken og biedermeierstilen: kjoleliv med store bertakraver og stivere til de mange skørter (krinoline).

Den første franske haute couture-skaber, Charles Frederick Worth, fremviste signerede kollektioner i særligt indrettede saloner og gjorde sæson og nyhed til en essentiel del af moden. Symaskinen var fra ca. 1850 med til at sætte skub i en egentlig konfektionsindustri, men det var til stadighed skræddere og syersker, der producerede tøj til borgerskabet.

Bønderne var henvist til landskræddere, der kun i ringe grad fulgte modens skift. Resultatet var de ofte lokalprægede folkedragter, der i 1900-tallet fik karakter af folklore. Arbejdstøj i massefremstillet form sås først for alvor efter 1. Verdenskrig.

Op mod århundredskiftet var moden præget af mange stilarter. Tournuren, der placerede kvindekroppens accent på bagen, var en slags nybarok sammen med periodens smag for fløjl, draperinger, polstringer og klunker. Løsere reformkjoler, jugendstilen og dens ekstreme form, S-linjen, deltog i kampen for eller imod korsettet, der indledte 1900-tallet.

Det var dog først i 1910'erne, at Victoriatidens hvepsetalje forsvandt. Kjolens talje flyttedes — som i empiren — til under brystet. Til gengæld snøredes hoften ind i nye gummimaterialer, ligesom brystet holdtes inde af den nye brystholder. Paul Poiret berømmedes for sine art déco-design af tyrkerbukser, turbaner og kimonoer.

I 1920'erne opstod en ny, sportstrænet kvindetype og en drenget mode (à la garçonne). Coco Chanel blev berømt, fordi hun lancerede kort, enkelt tøj, egnet til bevægelse. Kvindernes ben blev nu endelig synlige. Brystet var fladt, og de smalle hofter angav bæltestedet. Med hørte også kortklippet, evt. permanentet hår og klokkehat. Coco Chanel erkendte modens masseappel efter 1. Verdenskrig og tilskyndede kopiering.

Andre designere skabte i 1930'erne elegante, trekvartlange kjoler med glamourøse træk. Lange hjemmepyjamas, strand- og skibukser til kvinder var den store nyhed, der også lanceredes på film (fx af Marlene Dietrich). Under 2. Verdenskrig blev bukser hverdagstøj for kvinderne. Til mænd var jakkesættet fra 1920'erne den accepterede, klassiske påklædning.

Efter 2. Verdenskrig rekonstituerede den parisiske haute couture sig med Christian Diors new look (1947). Kjolens længde sænkedes, vidden blev større, taljen strammedes, og brysterne understregedes.

I 1960'erne opstod den lårkorte mode (se mini), og enkle design var fremherskende. I 1970'erne, hvor kvindebevægelsens og ungdomsoprørets antimode satte dagsordenen for begge køn, blev cowboybukserne en moderne uniformering (se også unisex).

Punkgenerationen, hvis æstetiske budskab var den sorte farves no future, og yuppiernes mærkevarekultur var eksponenter for 1980'erne.

Jakkesættet til mænd — og kvinder — kom igen på mode efter at have været opfattet som konservativt i mange kredse i 1960'erne og 1970'erne. Den klassiske, afdæmpede tendens fortsatte i 1990'erne, hvor grunge, genbrug og miljørigtige indfarvninger også var fremme. Se også fodtøj, hovedbeklædning, hår- og skægmode og mode.

Læs mere om børnetøj eller om klædedragt generelt.