kitsch

Kitsch. Trivialkunst og fiduskunst er forskellige betegnelser, knyttet til en udtryksform og et motivvalg som vist her og brugt af skiftende tiders smagsdommere til at karakterisere spekulation i fx sentimentalitet. Mange af billederne er udaterede og anonyme. Her ses Grædende barn, som findes i stort oplag og mange varianter.

.

Kitsch, oprindelig fiduskunst, siden generelt om litteratur, musik, film, souvenirs, nips osv. af lav kvalitet eller hæslig banalitet, der appellerer til sentimentalitet, sensationalisme og nationalisme.

Faktaboks

etymologi:
Af tysk Kitsch, af kitschen 'skrabe sammen', fx om affald.

Ordet lanceredes i 1870'erne af kunsthandlere i München som en betegnelse for de billige, sødladne billeder, der var på mode.

Den amerikanske kunstkritiker Clement Greenberg definerede i 1939 kitsch som efterligning af overklassekunst, massefabrikeret for lavere sociale lag til pynt og statussymbol.

Med 1960'ernes opbrud i smagsbegreberne fik kitsch mere positiv betydning: amerikansk pop art, se popkunst, transformerede det til (dele af) kunstværker; det blev genstand for elitens ironiske dyrkelse som camp og komiske samlerobjekter; kunstnere og dekoratører skabte bevidst kitsch for et anti-snobbistisk publikum.

Dyrkelsen af kitsch er øget med 1980'ernes nostalgi-industri og auktionshandel, og begrebet har vundet indpas i kunsthistorie og kulturanalyse. Omkostningen er en udflydende æstetisering af fx nazismens og stalinismens monumentalkunst som blot "dårlig smag".

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig