kirurgi

Kirurgi, oprindelig den del af sygdomsbehandlingen, der udføres manuelt og tidligere blev udøvet af kirurger (barberkirurger, se barber), der havde fået en håndværksmæssig uddannelse i modsætning til de studerede læger. Oprindelig omfatter faget således behandling ved operation med instrumenter eller ved bandagering. I 1842 blev kirurg- og lægeuddannelsen sammenlagt i Danmark (se Kirurgisk Akademi). Det kirurgiske speciale omfatter undersøgelse, behandling og kontrol af sygdomme, skader og medfødte misdannelser.

Tidlige skriftlige kilder (ca. 3500-1000 f.Kr.) beskriver kirurgisk virksomhed som stensnit og amputation, og skeletfund har vist overlevelse efter trepanation (kranieboring). Lægekunsten i oldtidens Grækenland var overvejende medicinsk, og kirurgien stagnerede stort set indtil renæssancen. Beskrivelsen af menneskets normale anatomi (A. Vesalius (1543)) og sygelige (patologiske) anatomi (G.B. Morgagni (1761)) fik afgørende betydning for kirurgiens udvikling som håndværk, og J. Hunter grundlagde den videnskabelige kirurgi ved indførelse af den eksperimentelle metode med systematiske dyreforsøg (slutningen af 1700-t.).

Væsentlige hindringer for operativ virksomhed var smerter samt sårinfektion med en dødelighed, der sjældent kom under 25 %. Æterbedøvelse blev indført i 1846 af W.T.G. Morton, og bekæmpelse af mikroorganismer med karbol (antiseptik) i 1867 af J. Lister. Risikoen for sårinfektion blev yderligere reduceret, da man i 1880'erne gik over til varmesterilisering af instrumenter (aseptik), mens huden blev steriliseret ved vask med sæbe og vand samt pensling med jod. Gummihandsker indførtes omkring 1890. Vejen var dermed banet for en revolutionerende udvikling, først inden for bughulekirurgi, fx blindtarms-, galdeblære- og mavesækoperationer, hvorved mange indgreb blev livreddende.

I 1920-30'erne var der tilkommet så megen ny viden og så store operationstekniske fremskridt, at man begyndte en opdeling i kirurgiske specialer: bughulens sygdomme (abdominalkirurgi), kvindesygdomme (gynækologi), brysthulens sygdomme (thoraxkirurgi), nervesystemets sygdomme (neurokirurgi), urinorganernes sygdomme (urologi) og lemmernes og ryggens sygdomme (ortopædi). Af betydning for denne udvikling var tekniske opfindelser som kikkertundersøgelse (endoskopi) i 1879, opdagelsen af røntgenstrålerne i 1895 og af AB0-blodtypesystemet i 1901 samt væskebehandling med saltholdige væsker (drop) og blod. Vigtigt var også erkendelsen af betydningen af hurtig mobilisering efter operation for at nedsætte risikoen for blodpropper, senere suppleret med antikoagulerende lægemidler (se blodprop).

Bekæmpelse af sårinfektion med det nyopdagede penicillin blev under 2. Verdenskrig en meget stor landvinding. De følgende årtier skete en eksplosiv udvikling af kirurgiens muligheder; forbedret diagnostik med CT-scanning og MR-undersøgelse, mulighed for at holde patienter bedøvet i næsten ubegrænset tid og intensiveret behandling af sårinfektioner med en strøm af nye antibiotika. Opfindelsen af hjerte-lunge-maskinen gjorde operationer i hjertet til rutine, og indførelse af protesekirurgi gjorde udskiftning af større blodkar eller indsættelse af kunstige led til dagligdags operationer. Inden for mange specialer blev der gjort voksende brug af kikkertkirurgi. I 1962 gennemførtes den første transplantation af en nyre fra menneske til menneske, og senere fulgte transplantation af andre organer (hjerte, lunger, lever og bugspytkirtel). Et særligt felt er reimplantationskirurgi, dvs. påsætning af afskårne lemmer, som giver gode resultater.