Kirkearkæologi er bygningsarkæologiske undersøgelser af selve kirkebygningen og arkæologiske udgravninger af kirkebygningens gulvlag og dens omgivelser. Kirkearkæologi udgør et tværfagligt arbejdsfelt, der udføres af arkæologer, arkitekter og kunsthistorikere.
Allerede i 1820'erne gjorde kunsthistorikeren N.L. Høyen vigtige bygningshistoriske iagttagelser vedrørende danske landsbykirker. I 1855 udgravede Frederik 7. og J.J.A. Worsaae kongegravene i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, og i 1892 blev der foretaget omfattende udgravninger i Roskilde Domkirke.
Den moderne kirkearkæologis første udøvere var historikeren Olaf Olsen og arkitekterne Elna Møller (1913-94) og Knud J. Krogh. Efter E. Dyggves udgravninger i Jelling Kirke 1951 indledtes en systematisk undersøgelse af spor efter trækirker, som formodedes at være forgængere for de romanske stenkirker. De bedste resultater blev opnået i kirkerne i Vorgod, Snoldelev og Hørning; senest er en trækirke blevet påvist i Skt. Albani Kirke i Odense (1983).
Kirkearkæologiske undersøgelser udføres af Nationalmuseet i forbindelse med større restaureringer. Som et resultat heraf kan der tegnes et troværdigt billede af landsbykirkernes oprindelige romanske rumindretning. Kirkeskibe med murede vægbænke og fonten placeret på et podium midt i rummet er påvist mange steder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.