kinon

Kinon, quinon, 1,4-benzokinon, C6H4O2, gult stof med gennemtrængende lugt og smp. 115,7 °C. Forbindelsen anvendes bl.a. som oxidationsmiddel, idet det selv reduceres til hydrokinon, fx i den fotografiske industri. Kinon kan fremstilles ved oxidation af anilin med dichromat og svovlsyre eller ud fra hydrokinon.

Faktaboks

etymologi:
Ordet kinon kommer af engelsk quinon, af quin(ine) 'kinin' og -on.

Kinoner er en divers gruppe af stoffer, som dannes ved oxidation af fenoler eller aniliner. Kinoners vigtigste egenskab er, at de reversibelt kan reduceres til hydrokinoner. I levende organismer medvirker de i kemiske reaktioner, hvor elektroner overføres mellem molekyler (redoxprocesser). Ubiquinon, også kaldet coenzym Q10, findes i både dyr, planter og bakterier og er nødvendigt for ånding; det sælges som kosttilskud, da det måske også har en nyttig virkning som antioxidant. I planters grønkorn findes plastokinon og fyllokinon (vitamin K1), som medvirker i fotosyntesen. Vitamin K er nødvendigt for blodets størkning, og pattedyr skal have stoffet tilført med føden eller fra mikroorganismer i tarmkanalen.

Blandt kinonerne findes det røde farvestof alizarin og forbindelsen lawson, der er farvestoffet i henna, som farver uld og silke orange og hår rødt. Juglon findes i valnøddeskallen i form af den farveløse hydrokinon; ved skrælning oxideres det af luften til kinonen, som farver huden brun.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig