kinesisk astronomi

Omkring vor tidsregnings begyndelse eksisterede tre teorier om Universets indretning, hvoraf den fremherskende sammenlignede Jordens placering i Universet med blommens placering i et æg. Fra de første århundreder e.Kr. kendes teorier om et uendeligt, tomt univers, hvori Sol, Måne og de fem synlige planeter bevæger sig efter forskellige principper.

Kinesisk astronomi baserede sig først og fremmest på observationer og beregninger, der tit var af meget høj kvalitet. I 1200-tallet f.v.t. beregnedes månedens længde til 29,53 dage, og årets længde til 365,25 dage. Bedre måleinstrumenter, bl.a. gnomonen, gav observationerne en endnu højere grad af præcision, kulminerende med Xing Yunlu (1573-1620), der beregnede længden af et år til 365,24.219 dage; den moderne værdi er 365,24.220 dage.

I 500-tallet påvistes det, at Solen i sin tilsyneladende bane om Jorden ikke bevæger sig med samme hastighed hele året, og arkæologiske fund har afsløret stjernekort fra 900-tallet med mere end 1400 stjerner.

Jesuitternes ankomst og voksende indflydelse i løbet af 1600-tallet tilførte kinesiske astronomer bedre instrumenter, bl.a. teleskopet, samt forskellige måle- og beregningsmetoder, som var kinesernes overlegne. Den kinesiske astronomi var dog ofte tættere på moderne astronomi, fx opponerede jesuitterne mod den kinesiske teori om det uendelige univers og fastholdt kirkens geocentriske verdensbillede. I løbet af 1800-tallet brød adskillige kinesiske astronomer med jesuitterne og søgte at skabe en syntese af kinesisk og moderne astronomi.