kinatræ

Kinatræ, Cinchona, slægt af træer og buske i krapfamilien med ca. 40 arter; stammer fra Andesbjergenes regnskove og vokser i en højde af 2000-3400 m. Det er stedsegrønne træer og buske med blanke blade. Blomsterne er helkronede, femtallige og hvidlige, røde eller violette og sidder i topformede stande. Frugten er en kapsel.

Faktaboks

etymologi:
1. led i ordet kinatræ kommer af spansk quina fra det indianske sprog quechua kina 'bark'.

Barken, kinabark, indeholder kinin, som bl.a. anvendes mod malaria samt i tonicvand. Slægten blev omkring 1650 opdaget af spanierne og indførtes som kulturplante til tropisk Asien i midten af 1800-t.

Forskellige arter dyrkes i plantager i alle troper, navnlig på Java og i Indien. De vigtigste er Cinchona calisaya, C. succirubra, C. ledgeriana og C. officinalis.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig