Kildemarked, i ældre tid et marked med handel og gøgl, opstået omkring en helligkilde. Hellige kilder var især før Reformationen, men også senere, mål for mange menneskers valfart på bestemte tidspunkter af året. Ca. 1750 begyndte man at afholde kildemarked ved Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven nord for København; dette blev oprindelsen til Dyrehavsbakken.