khasi

Khasi, mon-khmer-talende folk på ca. 1,4 mio. (2014) hovedsagelig bosat i den indiske delstat Meghalaya. I den etnografiske litteratur er de kendt som et matriarkalsk folk med en rig og kompleks megalitisk kultur. De har et matrilineært slægtskabssystem, hvorefter såvel ejendom som visse hverv arves via mødrene. Dyrkning af sumpris i dalene er den vigtigste indtægtskilde, men for foden af bjergene forekommer svedjebrug. Forfaderkult var tidligere centralt i den traditionelle religion, men hovedparten er i dag kristne.

Sprog

Khasi er det vestligste af mon-khmer-sprogene, der tilhører den austroasiatiske sprogæt. Ordforrådet er som følge af sprogets geografiske placering i Assam påvirket af indoariske sprog. Se også Indien (sprog).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig