ketsjer - sportsredskab

Ketsjer, sportsredskab, som anvendes i badminton, tennis, squash og andre boldspil, hvor udøveren slår til bolden. Ketsjerens udvikling knytter sig til spillet jeu de paume, hvori man oprindelig spillede bolden med håndfladen.

Faktaboks

etymologi:
Ordet ketsjer er fra tysk Ketscher, der kommer af engelsk catcher 'fiskenet' af catch 'fange'

De første ketsjere med håndtag, skaft og hoved med strenge stammer fra 1500-t. De lignede snesko og havde strenge af bugskind fra lam eller af tarme fra lam eller køer. På moderne ketsjere har man ved siden af kunststofstrenge fastholdt brugen af tarmstrenge. Andre dele af ketsjeren bærer præg af den teknologiske udvikling, som især har taget fart siden slutningen af 1960'erne. Det gælder især rammen; den oprindelige dampbøjede træramme er blevet erstattet af rammer af materialer, som til dels er udviklet i rumfartsindustrien. Først blev aluminium anvendt i ramme og skaft, siden især glasfiber, grafit, keramik og bor. De nye materialer har gjort ketsjeren lettere og fx i tennis idealtræffladen (sweet spot) større.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig