keramiske filtre

Keramiske filtre, filtre, som er fremstillet ved sammensintring af keramiske materialer. I de fleste tilfælde bruger man oxider med høje smeltepunkter, fx silicium-, aluminium- eller zirkonoxid, alle i ren, krystallinsk form med ensartede kornstørrelser. Det sidste sikrer en ensartet porøsitet. Råmaterialerne blandes med et organisk bindemiddel, og massen kan derefter presses til rør eller plader. Ved den påfølgende brænding brænder bindemidlet bort, og oxidkornene sintrer sammen.

Keramiske filtre er ret kostbare. De bruges til filtrering ved høj temperatur, fx når et smeltet metal skal befries for små korn af slagger eller ved fjernelse af støv fra varm røggas. Ved bioteknologiske filtreringer har keramiske filtre den fordel, at de kan steriliseres ved høj temperatur. Filtrene kan fremstilles med så små porer, fx 0,01 μm, at de kan bruges til mikro- og ultrafiltrering (se membranfiltrering).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig