Keramik. Fajancefad fra Orvieto, Italien. Fadet, der stammer fra 1200-1300-t., findes på Kunstindustrimuseet i København.

.

Meissenporcelæn. Fad fra det såkaldte Svaneservice, udført 1737-41 til den saksisk-polske statsminister grev Heinrich von Brühl, som tillige var leder af porcelænsvirksomheden 1733-63. Stellet omfattede ca. 2200 dele og er det største, fabrikken skabte. Dets muslingeagtige former og reliefdekoration med vandplanter og fugle er inspireret af navnet Brühl, som betyder 'mose'.

.

Den Kongelige Porcelainsfabrik. Kaffekopper fra hhv. et porcelænsstel dekoreret med blå blomst, fremstillet siden 1780, Grethe Meyers fajancestel Blåkant, produceret fra 1965, samt Ursula Munch-Petersens fajancestel Ursula, der blev sat i produktion 1993.

.

Keramik (Keramikkens historie), Keramikfremstilling er opstået uafhængigt i både Fjernøsten, Den Nære Orient og Sydamerika. Ældst er keramikken fra Jomonkulturen i Japan, hvis folk var fastboende fiskere; keramik fundet på øen Kyushu er dateret til ca. 10 500 f.Kr. Den ældste keramik fra Jomonkulturen består af simple kogekar, som regel uden ornamentik, men nogle dog prydet af lerlister eller små bønneformede lerknopper (se Japan (kunsthåndværk)).

I Amerika udvikledes pottemagerkunsten meget senere. Tidligere regnedes folkene fra Valdívia-kulturen på Ecuadors kyst, begyndende ca. 3500 f.Kr., for de ældste pottemagere i Amerika, men nye udgravninger både ved Colombias kyst og i den brasilianske del af Amazonas har resulteret i fund af ældre keramik. Ældst er to brasilianske fund ved Taperinha og i hulen Caverna da Pedra Pintada, begge med keramik dateret til ca. 5800 f.Kr. Dateringen er dog meget usikker.

I det følgende gennemgås keramikkens historie med hovedvægt på Europa.

Den Nære Orient

De ældste kendte eksempler på keramik i Vestasien, bl.a. store forrådskar fundet i Genj Dareh i de irakiske Zagrosbjerge, er fra 7000-t. f.Kr., men keramikken slog først for alvor igennem 6500-6000 f.Kr. Det er ikke muligt at lokalisere et bestemt oprindelsessted; man kender eksempler fra både Syrien og den irakiske del af Kurdistan. Forløberen for keramik ses i Syrien som brændt kalk. Det cementlignende materiale, der også kaldes hvid vare, anvendte man bl.a. til beklædning af flettede kurve. Brændingsteknik med ovne synes således allerede at have været udviklet, inden man opdagede lerets særlige egenskaber.

Den keramiske teknik bredte sig hurtigt over det meste af Vestasien og Egypten og snart også til Anatolien og SØ-Europa. Først var der tale om grove kar af stråmagret ler, som byggedes op i hånden, og næsten fra begyndelsen blev de udsmykket. I 5000-t. f.Kr. nåede de keramiske traditioner i Syrien og det nordlige Irak et højdepunkt med kulturerne Halaf og Samarra. Keramikkens udsmykning har formodentlig markeret social status og etnisk tilhørsforhold, og dekorerede lerkar er kendetegnende for denne periode, kalkolitisk tid, i Den Nære Orient.

Udviklingen af drejeskiven omkring 4000 f.Kr. gav mulighed for masseproduktion; de kostbare materialer blev nu tekstiler og metaller, især kobber og bronze, og keramik kom til at spille en stadig mere sekundær rolle som markør af status og tilhørsforhold.

Oldtid

Fra Den Nære Orient spredtes kendskabet til keramikfremstilling til Grækenland og langs Middelhavets kyster til Sydfrankrig og Spanien. De ældste græske keramikfund er fra bopladslag i Franchthihulen på Peloponnes, hvor beboerne ser ud til at have optaget pottemagerkunsten omkring 6700 f.Kr., noget senere end husdyrhold og agerbrug. Der er tale om simple, som regel uornamenterede kar, evt. med små pålagte vandrette lister og øskner til ophængning.

Fra Grækenland udbredtes pottemagerkunsten samtidig med agerbruget mod nord til det øvrige Balkan, hvor der i 5000-t. f.Kr. udvikledes en serie kulturer, bl.a. Starčevo-, Criş- og Körös-kulturerne, der ud over en ret grov vare til kogekar og opbevaringskar også fremstillede fine kar med påmalede, oftest brune eller sorte geometriske mønstre på rød bund. Karrene, ofte skåle på en lille fod, har formodentlig haft en særlig rituel funktion ligesom de små leraltre og lerfigurer af kvinder med stor bagdel, der også er fundet på disse kulturers bopladser. Under påvirkning fra Balkan udvikledes omkring 5400 f.Kr. i det vestlige Ungarn den båndkeramiske kultur, som fik afgørende betydning for spredningen af såvel landbrug som pottemagerkunst til resten af Europa. Den har navn efter sin karakteristiske keramik, som især består af næsten kugleformede lukkede skåle med mønstre af indridsede slyngede bånd. I løbet af få århundreder spredtes kulturen over et meget stort område, især på de frugtbare løssjorder langs Donau og Rhinen. Ofte fulgtes udbredelsen af keramik og agerbrug ad; de fleste steder i Europa er den båndkeramiske kultur både den første bondekultur og den første kultur med lerkarfremstilling. Fra den båndkeramiske kultur spredtes omkring 5000 f.Kr. kendskabet til keramikfremstilling til de jæger- og fiskerkulturer, der levede omkring Nordsøen og Østersøen i Holland, Nordtyskland og Polen, og derfra til Danmark.

Drejeskiven var kendt i middelhavsområdet allerede i bronzealderen; nord for alperne blev den først brugt af kelterne i århundrederne før Kristi fødsel.

Grækenland og Italien. Ser man nærmere på keramikfremstillingen i det ægæiske område, er de keramiske genstande kendetegnet ved at være håndlavet og undertiden poleret. Det fineste lertøj fra denne tid blev fremstillet i Thessalien og på Kreta; se også Grækenland i oldtiden (billedkunst). Fra Thessalien stammer bl.a. Sesklo-keramikken, som har røde flamme- og zigzagmønstre på lys bund. På Kreta fremstilledes en fin højglanspoleret og ensfarvet keramik. I bronzealderen dominerede på fastlandet keramikken fra Peloponnes og Boiotien. Den tidlige bronzealderkeramik var ensfarvet og håndlavet, men formgivningen viser indflydelse fra det hastigt voksende metalhåndværk. På Kykladerne anvendtes indridsede dekorationer, især spiraler, mens man på Kreta fremstillede den såkaldte Vasiliki-keramik, der har sorte og røde pletter som en efterligning af sten.

Karakteristisk for fastlandet i mellemste bronzealder er den minoiske vare, der er ensfarvet grå, højglanspoleret og fremstillet på drejeskive. Håndgjort keramik med matbemalet sort eller lilla dekoration på hvid grund var dog også udbredt og kendes fra både fastlandet og Kykladerne. Den fineste keramik i mellemste bronzealder er Kamares-keramikken fra Kreta. Den er æggeskalstynd og med rød og hvid dekoration på mørkeblå, skinnende grund. En naturalistisk stil med motiver fra plante- og dyreverdenen vandt udbredelse i løbet af perioden. På Kreta fremstillede man desuden mandshøje tykvæggede forrådskar, pithoi.

Kreta øvede stor indflydelse på fastlandets mykenske kultur i den sene bronzealder. Mange vaseformer har guld- eller sølvkar som forbilleder, og keramikken har omvendt farveskema med mørke og ofte stiliserede motiver på lys bund. Efter at mykenerne ca. 1400 f.Kr. havde overtaget magten på Kreta, udbredtes den mykenske keramik til Egypten, Levanten og Italien. Udbredelsen skete ofte i forbindelse med eksport af fx olie, der transporteredes i bøjlekander. Slutningen af den mykenske tid (ca. 1100 f.Kr.) betegnede en nedgangsperiode både mht. kunstnerisk kvalitet og fantasi.

Ud fra de mykenske mønstre udvikledes med Athen som et dominerende centrum den protogeometriske og geometriske stil, der karakteriserer den følgende periodes keramik (1100-700 f.Kr.). Under indflydelse fra Orienten opstod herefter (ca. 700-625 f.Kr.) med centrum i Korinth den forfinede orientaliserende stil med dyrefriser og ornamenter. Figurerne står i sort silhouet mod lys baggrund i sortfigursteknik, og detaljer er indridset eller tilføjet i hvide og lilla farver. Teknikken udvikledes til perfektion af athenerne, der ca. 550 f.Kr. overtog førerstillingen og dominerede produktionen af sort- og senere rødfigurskeramik indtil 300-t. f.Kr., hvorefter den bemalede keramik gik af mode. I det græske Syditalien var rødfigurskeramikken dog udbredt længere. Den bemalede keramik blev erstattet af bl.a. ensfarvede sorte kar med indstemplet eller indridset dekoration og såkaldte megariske bægre, dvs. skåle med reliefdekoration fremstillet i forme.

I Italien begyndte keramisk produktion ved overgangen til neolitikum, ca. 6000 f.Kr. Den tidlige keramik var ensfarvet og dekoreret med indridsede mønstre, men fra slutningen af neolitikum findes også bemalede vaser. I bronzealderen var der et meget stort antal lokale stilarter. Efterhånden blev den appenninske keramik dog dominerende. Den er håndlavet, ensfarvet og højglanspoleret, ofte med horn på skålranden.

Etruskerne lærte drejeskiven at kende fra grækerne i 700-t. f.Kr. og begyndte samtidig at imitere den græske sort- og rødfigurskeramik. Den bedst kendte lokale etruskiske keramik er den sortgrå bucchero. Etruskerne anvendte også i udstrakt grad farverige keramikrelieffer i deres templer og huse.

Hos romerne var keramikken overvejende masseproduceret, idet den blev brugt som emballage til vin, olie og fiskesovs. Fra 400-t. f.Kr. vandt med forbillede i græsk keramik en blank, ensfarvet sort vare brugt som bordservice frem. Den afløstes ca. 50 f.Kr. af den røde blanke arretinske keramik. Arretinsk keramik, fra nutidens Arezzo, var fra et af de største produktionscentre for keramik. Denne type blev især imiteret i Gallien og Nordafrika, og begge steder blev den genstand for masseindustri og eksport. Ud over vaser til køkken, bord og transport blev der fremstillet en lang række andre lervarer, heriblandt lamper, tegl, skulpturer, vævevægte, sarkofager og urner.

Middelalder

I Sydeuropa og i Rhinegnene fortsatte man i 400-1000-t. med at fremstille lertøj på hurtigt roterende drejeskive, og de anvendte pottemagerovne var af samme typer som romertidens. Karolingertidens karakteristiske produkter fra fx Pafrath og Badorf ved Rhinen samt fra 1000-t. tillige det hvidbrændte og røddekorerede lertøj fra Pingsdorf blev gennem handel spredt over store dele af Europa, i Norden bedst repræsenteret gennem fund fra Hedeby, Ribe og Birka. I England forekom i denne periode udelukkende den håndopbyggede, oldtidsprægede angelsaksiske keramik.

I 1000-t. begyndte man i både England og Nordvesteuropa at fremstille blyglaseret lertøj. Grønglaseret lertøj fra Saintonge og plastisk dekoreret keramik fra Rouen i Frankrig og forskellige produktionssteder i Nederlandene nåede sammen med lertøj fra Winchester i et vist omfang til Skandinavien.

Senest ved tiden omkring 1200-t. påbegyndtes i Rhinegnene en produktion af stentøj, hvortil kaolinholdige lerarter udgjorde råmaterialet. Denne keramik var brændt ved meget høje temperaturer, hvorved godset blev sintret. Omkring 1300-t. var der i Siegburg ved Rhinen, flere steder i Hessen og lidt senere i Nederlandene grundlagt en masseproduktion af stentøj, som via Hanseaternes handelsruter spredtes over hele Europa med det resultat, at lokale keramikproduktioner til en vis grad fortrængtes. I Skandinavien udkonkurrerede det importerede stentøj således helt den hjemlige, dekorerede lertøjskande inden udgangen af 1300-t.

I lande som Frankrig og England opstod der i løbet af senmiddelalderen lands- eller regionsdækkende produktionssteder for keramik. I Nederlandene, Nordtyskland, bortset fra Hessen, og i Skandinavien gik udviklingen i retning af lokalt orienteret lertøjsfremstilling.

Renæssance og nyere tid

Italien var under renæssancen også nyskabende på det keramiske område. I Norditalien (Urbino, Faenza, Gubbio m.m.) tilvirkedes fra 1300-t. majolika, der fra sin begyndelse som tinglaserede kander, fade og albarelli (apotekerkrukker) udviklede sig til et kunstnerisk dekorationsmaleri i få, klare farver under tinglasur med motiver fra mytologi og antik historie.

Lucca della Robbia og hans værksted skabte i tinglaseret fajance skulpturer og relieffer, bl.a. Madonnafremstillinger. I Firenze eksperimenteredes med porcelænsfremstilling under indflydelse af det fine blå-hvide kinesiske ægte porcelæn, der i stadig større mængder fandt vej til Europa. Størstedelen af Europas kunstneriske keramikproduktion blev skabt som en dialog med den østasiatiske keramik. En undtagelse er den mere folkelige keramik, herunder det tyske renæssancestentøj fra Rhinområdet.

Barokkens fajancer er ofte blå-hvide, bedst kendt fra fabrikkerne i Delft, men hurtigt efterlignet overalt i Europa. Foruden hollandske motiver, groteske- og plantedekorationer ses kineserier på det voksende sortiment af former til bord og til pynt.

En stor eksportartikel var de hollandske fliser til ovne og vægbeklædning. Omkring midten af 1700-t. indførtes muffelbrænding, der muliggjorde brug af emaljefarver; naturtro blomsterdekorationer og kineserimotiver var yndede på disse fajancer.

Først i 1708 lykkedes det i Meissen alkymisten Johann Friedrich Böttger at fremstille "det hvide guld", det kaolinholdige hårde porcelæn. Hurtigt udvikledes et helt repertoire af former og dekorationer, og det nye materiale overtog efterhånden fajancens og metallernes funktion til bordbrug hos de velstillede; prestige gav især spisestel på adskillige hundrede dele.

I løbet af de næste 50 år grundlagdes porcelænsfabrikker i alle Europas hovedstæder. Omkring 1700-t.s midte blev Sèvresfabrikken ved Paris teknisk og kunstnerisk en af de førende. I England opfandt Josiah Wedgwood i slutningen af 1700-t. et nyt billigere materiale, der erstattede den porøse fajance, men også det dyre porcelæn. Det flødefarvede stengods støbtes i enkle former og dekoreredes med klassicistiske motiver, der med tiden overførtes mekanisk. Også farvede masser blev fremstillet.

1800- og 1900-tallet

Under historicismen i 1800-t. øgedes den tekniske og håndværksmæssige formåen. Der oprettedes mange fabrikker, og den kunstindustrielle keramik nåede ud til næsten alle befolkningslag. Den kunstneriske fornyelse kom i århundredets slutning, da billedkunstnerne udvidede deres traditionelle virkeområde til også at omfatte keramik.

Den keramiske skulptur og den bemalede, signerede unikakeramik blev et område for fri kunstnerisk skaben. Samtidig fik porcelænsfabrikkernes prydvarer og figurfremstilling en renæssance med underglasurmaleriet, og her gik de danske fabrikker Den Kongelige Porcelainsfabrik og Bing & Grøndahl i spidsen for en produktion, der atter bragte det blå-hvide i fokus.

Samtidig fornyedes stentøjet, denne gang med inspiration fra Japan. Frankrig var også her foregangsland med rige, varierede glasurer. Hurtigt forplantedes bevægelsen, og den østasiatiske keramiks enkle former med rigt farvede glasurer fik både under klassicisme og funktionalisme en blomstringstid, der har holdt til i dag.

Samtidigt tog de keramiske virksomheder udfordringen fra funktionalismens krav om enkle, prisbillige produkter op. Hverdagsvarer i enkle former, udekoreret eller med sparsom dekoration, massefremstilledes såvel i stengods (fajance) som i porcelæn; til institutioner anvendtes det brudsikre jernporcelæn.

Mange fabrikker bibeholdt de mere prestigebetonede, polykrome og forgyldte servicer fra 1800-t. Denne struktur er stort set bibeholdt på porcelænsfabrikkerne efter 2. Verdenskrig; fri kunstnerisk keramik produceres ved siden af traditionelle og moderne bordservicer. Dertil kommer brugsting i nye, ovnfaste materialer.

I sidste halvdel af 1900-t. har fremvæksten af det lille keramiske værksted for alvor taget fart, delvis som reaktion på fabrikkernes storproduktion, men oprindelig også under inspiration fra de japanske værksteder, hvor processen fra indsamling af ler til formning og brænding styres af kunstneren selv. Efter en periode med mærkbar påvirkning fra østasiatisk værkstedskeramik, formidlet af Bernard Leach, har postmodernismens opbrud også inspireret mange keramikere til en fri keramisk skaben. Især i studiokeramikken ses en bevægelse bort fra brugsformen henimod fri keramisk kunst.

Læs også om islamisk keramik, om keramik i Danmark eller om keramik generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig