Kemometri, videnskabelig disciplin, der uddrager og visualiserer information fra komplicerede kemiske data. Kemometrien blev udviklet i begyndelsen af 1970'erne for at håndtere de mange data, som nye kemiske måleapparater kunne registrere samtidigt på en enkelt prøve. De klassiske statistiske teknikker kunne ikke klare denne opgave. Metoderne, der er udviklet i kemometrien, finder i stigende grad også anvendelse inden for andre områder end kemien.

Faktaboks

Etymologi
2. led i ordet kemometri er -metri, se -meter.

Kemometri kan karakteriseres ved, at metoderne håndterer mange samtidige målinger (multivariat); den søger efter underliggende strukturer, dvs. om samtidige målinger af forskellige størrelser er indbyrdes afhængige, fx bestemt af underliggende genetiske faktorer; den er hypotesedannende, dvs. at der på basis af observationerne kan opstilles hypoteser om sammenhænge; og endelig anvender den grafik til at anskueliggøre sammenhænge mellem forskellige observationer.

Statistik og matematik er hjælpeværktøjer i kemometrien, men de anvendes på en mere udforskende måde end den, der almindeligvis kendes fra naturvidenskaberne. Hvor man normalt opstiller en hypotese og derefter ved målinger og statistik undersøger, om resultaterne bekræfter eller afkræfter hypotesen, lader kemometrien i stedet hypoteser og forståelse komme direkte fra visualisering af observationer i naturen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig