kemolithoautotrof

Kemolithoautotrofi er en ernæringsmåde hos visse bakterier, som kan leve uden organisk stof og lys. De er autotrofe, fordi de bruger kuldioxid som kulstofkilde, lithotrofe, fordi de bruger uorganiske forbindelser som elektrondonorer til at opbygge energi, og kemotrofe, fordi de udnytter kemisk energi til fikseringen af kuldioxid. Processen, de udfører, kaldes kemosyntese.

Vigtige kemolithoautotrofe grupper er de nitrificerende bakterier (se nitrifikation og kvælstofbakterier), som oxiderer ammonium til nitrit (bakterier som Nitrosomonas mfl.) og videre til nitrat (bakterier som Nitrobacter mfl.), samt de hvide svovlbakterier, der oxiderer svovlbrinte til elementær svovl og videre til sulfat (bakterier som Thiobacillus, Beggiatoa mfl.). Svovlbakterierne Beggiatoa er velkendte. Når iltforholdene bliver dårlige i havet og søerne, danner de tætte hvide måtter på hav- eller søbunden, det såkaldte 'liglagen'. Bakterierne oxiderer svovlbrinte fra bunden med ilt fra vandet og får herved energi til at fiksere kuldioxid. Se også bundvending.