Kemisk teknologi, læren om den kemiske industris fremstillingsmetoder, herunder beskrivelse af råvarerne, redegørelse for de kemiske reaktioner og for reaktionsprodukternes videre behandling. Denne i hovedsagen kvalitative beskrivelse af den kemiske industri var i mange år et hovedfag i den danske uddannelse af kemiingeniører. Fra slutningen af 1950'erne blev der imidlertid lagt stadig mere vægt på alment anvendelige emner som enhedsoperationer, reaktionsteknik samt styrings- og reguleringsteknik. Disse fagområder, under ét kaldt kemiteknik, behandles kvantitativt, dvs. tal- og regnemæssigt. Herved har den danske kemiingeniøruddannelse nærmet sig den britiske og den amerikanske. Den omfattende beskrivelse af den kemiske teknologi er næsten helt forladt i kemiingeniørstudiet.