kemisk industri

producerer fx svovlsyre, ammoniak, soda, natriumhydroxid og kunstgødning. En særlig undergruppe er silikatindustrierne, der producerer cement, glas, porcelæn og teglsten.

producerer medicinalvarer, pesticider, herbicider, vaskemidler, lak og maling, farvestoffer og, i den såkaldte petrokemiske industri, en lang række produkter på basis af olie. De vigtigste eksempler er plast (polyethylen, polypropylen, PVC, polystyren) og syntetiske tekstilfibre (polyester, nylon). Cellulose- og papirindustrien er også organisk-kemisk ligesom fremstillingen af modificerede celluloseprodukter, igen med plast (celluloseacetat, cellofan) og fibre (rayon) som vigtige eksempler. Oparbejdning af stenkul og brunkul til gas, tjære og koks kan også henregnes til den organisk-kemiske industri. Oparbejdning af tjære til en lang række mere eller mindre rene stoffer og disses videre omdannelse til fx farvestoffer var tidligere af dominerende betydning, men er de seneste årtier trængt tilbage af den petrokemiske industri.

De to omtalte hovedgrupper udgør den kemiske industri i snævreste forstand. I bredere forstand medregnes også følgende kategorier: Levnedsmiddelindustrien, specielt den del, som udvinder og oprenser naturprodukter, fx sukker, spiseolie og sojaprotein. Den biokemiske industri, som bl.a. fremstiller enzymer, insulin og antibiotika. Fremstilling af gæringsprodukter som alkohol og eddike kan medregnes her. Den metallurgiske industri, som fremstiller metaller ud fra metalholdige malme. Galvanoindustrien, som arbejder med elektrolytisk udfældning af beskyttende lag af metal på mindre holdbare metaloverflader, fx forkromning af stål. Affaldsbehandling, som dækker en type virksomheder, der opstod i 1970'erne, og som har til opgave at behandle og bortskaffe miljøfarligt affald, dels fra kemiske fabrikker, dels fx spildolie og batterier. I Danmark bestrides disse opgaver af Kommunekemi.

Mange former for kemisk industri har meget høje anlægsudgifter, mens behovet for arbejdskraft til driften er beskedent. Både anlægsudgifter og driftsudgifter, beregnet fx pr. produceret ton pr. år, falder med stigende anlægsstørrelse, således at mindre anlæg har svært ved at klare sig økonomisk. Dette gælder i udpræget grad den petrokemiske industri og de uorganisk-kemiske basisindustrier: svovlsyre, soda og ammoniak. Bl.a. derfor har flere danske produktioner, fx af ammoniak og polyethylen, som blev sat i gang i 1950'erne, senere måttet opgives.