Katatoni er særlige bevægelsesforstyrrelser ved visse psykiske sygdomme specielt psykoserne, fx skizofreni. Ved katatoni ses stereotype bevægelser, ofte rytmisk gentaget, urotilstande med umotiveret råben eller aggressive udbrud eller stivnen i bestemte stillinger (katalepsi), undertiden gennem længere tid.

Faktaboks

Etymologi
Ordet katatoni kommer af græsk kata- 'ned, hen, frem' og en afledning af græsk tonos 'anspændelse'.

Ved skizofreni er katatone faser ofte forbigående, men sygdommen kan præges heraf (kataton skizofreni). Tidligere var sådanne symptomer forholdsvis almindeligt forekommende på psykiatriske hospitaler, men de er sjældne i vore dage, typisk pga. tidligere behandling.

Katatone symptomer kan behandles med antipsykotiske lægemidler (neuroleptika).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig