Katasterisme, (af gr. katasterismos 'placering på himlen som stjernebillede', af kata- og aster 'stjerne' og -isme), i græsk mytologi brugt om helte og heltinder, der forvandles til stjernebilleder og således placeres midt mellem menneskers og guders verden. Eratosthenes' delvist bevarede oversigtsværk Katasterismer fra 200-t. f.Kr. viser en systematisering af sagnene i astronomiens tjeneste. Se stjernebilleder og stjernesagn.