Kassereserve, kortfristede aktiver i form af kontanter eller tilgodehavender i centralbanken, som finansielle institutioner har med henblik på hurtigt at kunne betale indlån tilbage. Institutionerne ønsker selv i et vist omfang at holde sådanne reserver, men i en række lande er reservernes niveau bestemt af myndighederne ud fra et ønske om en højere grad af stabilitet i det finansielle system, end markedskræfterne selv tilvejebringer. Reservekravene kan også fastlægges ud fra ønsket om at regulere kreditgivningen (jo højere reservekrav, desto færre midler kan lånes ud). I begge tilfælde taler man om kassereservekrav. De var tidligere et hyppigt anvendt pengepolitisk middel og spiller stadig en rolle i bl.a. Tyskland og USA. Kassereservekrav kritiseres ofte for at forvride de finansielle strømme. Hvis kravene skal opfyldes ved uforrentede indlån i centralbanken, er der ikke blot tale om, at kreditstrømmen omdirigeres, men om at de berørte enheder dermed pålægges en særskat. Indføres sådanne krav til en gruppe af finansielle institutioner, fx pengeinstitutterne, vil ind- og udlån hurtigt løbe gennem andre, ikke-berørte institutioner, som vil kunne give deres kunder bedre vilkår.