kasino (spillevirksomhed)

Kasino. Rouletten på Kasino Aalborg er af typen med ét nul. Det giver kasinoet en matematisk gevinst på 1,4% af omsætningen. I andre lande findes rouletter med to nuller, hvilket forringer spillernes odds betydeligt. Foto fra 1995.

.

Kasino, virksomhed, der professionelt driver spil, fx roulette, og kortspil, fx blackjack, ofte suppleret med spillemaskiner.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kasino kommer af italiensk casino, diminutiv af casa 'hus'.

Kasinoer har været kendt i århundreder, og i Europa blev de sat i system for pengemænd og overklasse ca. 1650. Over hele Europa mødtes eliten og væddede på kortene i bl.a. spillet faro.

Det moderne kasinos forbillede er kasinoet i Monte Carlo, der siden åbningen i 1856 har skaffet fyrstendømmet Monaco betydelige indtægter.

Briten Charles Wells blev verdensberømt, da han i 1891 kom til Monte Carlo med 10.000 franc og vandt 1 mio. franc to gange. Han kom tilbage en tredje gang og tabte alt igen, men myterne om "manden, der sprængte banken i Monte Carlo" var medvirkende til, at kasinoer spredte sig til store dele af verden.

Danmarks første kasino blev etableret i 1902 på Hotel Marienlyst i Helsingør efter godkendelse fra kronprinsen, den senere kong Frederik 8.

I Danmark blev kasinoer i begrænset antal tilladt i 1990 med premiere nytårsaften i Vejle og København. Sammen med fire andre i hhv. Helsingør, Odense, Aalborg og Aarhus er de underlagt en særlig lovgivning og svarer kasinoafgifter til staten af indtægterne.

Den 1. januar 2012 trådte en ny spillelov i kraft i Danmark, der giver private operatører tilladelse til at udbyde kasinospil på internettet. Virksomhederne skal betale et årligt gebyr for deres tilladelser, samt 20% af deres bruttospilleindtægt (indskud fratrukket gevinst) i afgift. Det er Spillemyndigheden, der er en styrelse i Skatteministeriet, der udsteder tilladelser, har tilsynet med spiludbyderne samt vedligeholder en liste over eksisterende tilladelsesindehavere.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig