Karvesnit, karvsnit, en særlig måde at dekorere trægenstande på, hvor man med en kniv skærer let fordybede snit, der danner forskellige mønstre, for det meste geometriske; mest kendt er den seksbladede roset. Karvesnit kendes fra oldtiden. I Norden var dekorationsformen meget brugt i middelalderen i 1000-1300-t. Senere anvendtes karvesnit i stor stil inden for folkekunsten som dekoration på brugsting og møbler. Metoden vandt stor udbredelse inden for husflidsbevægelsen fra slutningen af 1800-t.