kartoffeltyskere

Kartoffeltyskere, folkelig betegnelse for de ca. 290 tyske familier, som 1759-60 blev kaldt til Danmark overvejende fra Pfalz (nuv. Württemberg) med henblik på opdyrkning af den jyske hede. Hedeopdyrkningen, som fra 1759 foregik på Alhede og fra 1761 også på Randbøl Hede, blev trods store økonomiske tilskud ingen succes. Mange forlod hurtigt landet igen, og danske bønder overtog en del af gårdene. I 1765 var der 61 af de oprindelige familier tilbage. Heraf blev de fleste bofaste og fik i 1764 egen præst og to år efter egen kirke, Frederiks Kirke, hvor kirkesproget indtil 1856 udelukkende var tysk; fra 1870 var dansk eneste kirkesprog.

Tyskerne blev selvejere i 1852 og assimileredes efterhånden med lokalbefolkningen. Hedekolonisterne bragte kendskabet til kartoffeldyrkning til Danmark, heraf betegnelsen kartoffeltyskere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig