kartel - sammenslutning af fagforbund

Kartel, (af ital. cartello, dim. af lat. charta 'papir, skrift'), sammenslutning af fagforbund med henblik på indgåelse og fornyelse af kollektive overenskomster og aftaler med arbejdsgiverparten. Sammenslutningen i karteller er et udtryk for fagforbundenes ønske om at optræde samlet over for arbejdsgiverparten inden for et bestemt erhverv, en bestemt branche eller inden for det offentlige og er en erstatning for egentlige industriforbund.

CO-Industri har således haft forhandlingsretten for en række forbund inden for industrien siden sin dannelse i 1912. LO tog i 1980'erne og 1990'erne initiativ til oprettelse af en række nye karteller, bl.a. BAT-kartellet (Bygge-, Anlægs- og Trækartellet), HTS-kartellet (Handels-, Transport- og Servicekartellet), Grafisk Industri- og Medie Kartel, Det Kommunale Kartel samt StK (Statsansattes kartel). Disse karteller kan betegnes som noget løsere sammenslutninger af de tilsluttede forbund, idet forhandlingsretten stadig ligger hos de enkelte forbund, men kan overdrages til kartellet. Se også centralorganisationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig