Karmindompap, Carpodacus erythrinus, fåtallig dansk ynglefugl og trækgæst i finkernes familie. Yngleområdet strækker sig fra Skandinavien i et bredt bælte gennem Asien til Stillehavet. I Danmark ynglede den første gang i 1972, og den er fortsat under indvandring. Den foretrækker åbne områder med buske, gerne ved kysterne. Gamle hanner har rødt hoved og bryst, mens hunner og yngre hanner er brunlige med striber. Længden er 14 cm.