Elektrokardiografi, EKG, engelsk og internationalt ECG, registrering fra huden af de elektriske spændingsforskelle, som dannes af hjertet under dets vekslen mellem sammentrækning og afspænding. Elektrokardiografi blev indført af hollænderen Willem Einthoven allerede i 1903 og er fortsat en af de vigtigste metoder ved undersøgelsen af patienter med hjertesygdom.
Faktaboks
- Etymologi
- Afledt af græsk kardia 'hjerte' og -grafi også fra græsk graphia 'skrive'.
- Også kendt som
-
kardiogram
I sin mest simple form består EKG af en registrering af spændingsforskellen mellem to elektroder klæbet på brystkassen med en vis afstand mellem hinanden. De to elektroder danner tilsammen en EKG-afledning, der forbindes til registreringsapparaturet, en elektrokardiograf. Denne forstærker det svage elektriske signal fra millivolt op til volt-niveau og udskriver det som en kurve på papir, et elektrokardiogram, forkortet EKG. I de perioder, hvor hjertemusklen enten er helt afslappet eller har trukket sig helt sammen, er spændingsforskellen mellem elektroderne ophævet, og der tegnes derfor en horisontal linje, en isoelektrisk linje. Udslag fra den isoelektriske linje, takker, registreres, når først forkamrene og dernæst hjertekamrene trækker sig sammen samt i mindre grad under hjertekamrenes afslapning. På denne måde registreres i enhver EKG-afledning, uanset hvor dens elektroder er placeret på legemsoverfladen, et tretaksmønster med mellemliggende isoelektriske linjer. Først en lille tak, P-takken, der repræsenterer sammentrækningen af den mindre muskelmasse i forkamrene, dernæst et isoelektrisk stykke, der svarer til impulsoverledningen mellem forkamre og hjertekamre via den tynde muskelbro, som dannes af AV-knuden og His' bundt (se hjerte). Herefter følger et stort udslag, QRS-komplekset, udløst af sammentrækningen af den store muskelmasse i hjertekamrene, samt et isoelektrisk stykke, ST-stykket, svarende til den tid, hvor hjertekamrene er fuldt sammentrukne. Endelig registreres under hjertekamrenes afslapningsfase en lille afrundet tak, T-takken, og når hjertet til sidst er helt afslappet, tegnes igen en isoelektrisk linje.
Ud fra 12 EKG-afledninger afledt fra elektroder anbragt i veldefinerede positioner på brystkasse, arme og ben kan hjertets elektriske aktivitet retningsbestemmes i det tredimensionale rum, eller udtrykt mere populært, hjertet kan "fotograferes" under forskellige, men veldefinerede "elektriske synsvinkler". Til formålet anbringes elektroder på begge arme og ben samt seks elektroder på brystkassen. Ved tilslutning til elektrokardiografen kobles elektroderne via en omfordeler automatisk sammen til at danne i alt 12 afledninger med hver sin elektriske synsvinkel (akse) til hjertet med tilsvarende udskrift af EKG, der afspejler forholdene i hver sin del af hjertet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.