karakterer

Karakterer. Karaktersammentællingsapparat, som blev brugt i danske skoler. Ved et sindrigt system kunne den store skive drejes og en efter en registrere alle en elevs karakterer. Når rækken af karakterer var registreret, kunne sum og gennemsnit aflæses på skivens skala. I eksamensmellemskolen og gymnasiet var der indtil ca. 1960 karaktergivning 4-8 gange i løbet af skoleåret, og dertil kom årskarakter og eksamenskarakter, så apparatet kunne være en aflastning for skolens kontor. Dette apparat, der er konstrueret og fremstillet i hånden af kommunelærer Rudolf Bornæs, Aalborg, blev leveret til Mosegårdsskolen i Gentofte i 1965 og ved skolens nedlæggelse overgivet til Dansk Skolemuseum.

.

Karakterer. Sammenligning mellem ECTS-skalaen, 13-skalaen og bogstavskalaen.

.
.

Karakterer, udtryk for bedømmelse i tal eller med andre symboler af en elevs eller studerendes standpunkt eller præstation.

Formålet med karaktergivning er på en systematisk måde at formidle et udtryk for en elevs standpunkt eller præstation til eleven selv, til forældre og til andre, fx i forbindelse med ansøgning om job eller optagelse på en uddannelse. Den enkleste karakterskala består af to trin: "bestået" og "ikke bestået".

Målrelateret eller normrelateret

Karakterer kan gives målrelateret eller normrelateret. Ved målrelateret karaktergivning fastsættes karaktererne ud fra de krav, der er opstillet for en given prøve. Ved normrelateret karaktergivning fordeler karaktererne for alle elever ved samme prøve sig på en bestemt måde, ofte i form af en normalfordeling, hvor flest elever får middelkarakter og færrest top- og bundkarakter. I praksis er det sjældent muligt at gennemføre en rent målrelateret eller en rent normrelateret karaktergivning.

Validitet og reliabilitet ved prøver og eksaminer

I forbindelse med prøver og eksaminer spiller prøvernes validitet og reliabilitet en væsentlig rolle. Validiteten siger noget om, hvor sikkert prøverne måler det, man har til hensigt at måle. Reliabiliteten angiver, hvor stabile målingerne er, dvs. i hvor høj grad resultaterne er påvirket af tilfældige forhold som fx tidspunkt på dagen eller nervøsitet hos den, der prøves. Reliabilitet er også et mål for prøvers ensartethed, dvs. i hvilken udstrækning de enkelte opgaver i prøven belyser det samme område. Der er mange forskellige slags validitet og reliabilitet.

Karaktergivning er jævnlig genstand for kritik, idet skøn kan føre til usikkerhed i bedømmelsen. Det hævdes desuden af og til, at en karakter som udtryk er så komprimeret, at det er svært for udenforstående at tolke, hvad den dækker over. Karaktergivning er således et tilbagevendende kontroversielt emne i uddannelsespolitik. Se også eksamen, evaluering og prøver.

13-skalaen

Indtil 2006 gjaldt 13-skalaen som officiel karakterskala i Danmark; den var indført i 1963 i folkeskolen og gymnasieskolen og i 1971 ved de videregående uddannelser. 13-skalaen, der bestod af ti trin med forskellige intervaller, var opdelt i tre grupper: "udmærket" (13, 11 og 10), "middel" (9, 8 og 7) og "usikker" (6, 5, 03, 00).

Præstationen eller standpunktet skulle først placeres inden for en af de nævnte grupper. Derefter blev der taget stilling til, hvilken karakter inden for gruppen der skulle gives. Karaktererne 00 og 13 var såkaldte undtagelseskarakterer: 00 blev givet, når eleven viste fuldstændig mangel på forståelse af stoffet, mens 13 blev givet for den helt suveræne præstation.

I uddannelser ud over grundskolen og 10. klasse dækkede karakteren 6 "den netop acceptable præstation", beståelsesgrænsen, hvor en sådan fandtes, og skalaen opdeltes der i fire grupper, idet karakteren 6 udgjorde en gruppe for sig og udskiltes fra gruppen "usikker".

I skolen havde 13-skalaen i 1963 afløst H.C. Ørsteds karakterskala, der havde været i brug siden midten af 1800-t. Med henblik på beregning af gennemsnit var der til denne skalas enkelte karakterer knyttet talværdier.

Ørsteds karakterskala blev især kritiseret for, at meget lave karakterer vejede uforholdsmæssigt tungt ved gennemsnitsberegning, fordi afstanden mellem karaktererne steg voldsomt, når man bevægede sig nedad i skalaen. Desuden var betegnelsen for nogle af karaktererne misvisende. Karakteren "godt" var fx udtryk for en temmelig dårlig præstation.

7-trinsskalaen

Siden 2006 har 7-trinsskalaen - også kaldet 12-skalaen - været officiel karakterskala i Danmark. Den består af fem karakterer for beståede præstationer (12, 10, 7, 4 og 02) samt to karakterer for ikke-beståede præstationer (00 og -3). Karaktererne skal gives ud fra en målrelateret bedømmelse og vise, i hvilken grad eleven eller den studerende har opfyldt målene for det pågældende fag eller undervisningsforløb.

I modsætning til 13-skalaen findes der ingen undtagelseskarakter for den usædvanligt sikre og selvstændige præstation; 12 skal gives for den fremragende præstation, som demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål med ingen eller ganske få, uvæsentlige mangler. Skalaen har bl.a. til formål at lette sammenligneligheden med udenlandsk karaktergivning, så danske karakterer og eksamensresultater kan benyttes internationalt.

Derfor er de enkelte karakterer direkte sammenlignelige med ECTS-skalaen, som er en oversættelsesskala mellem de europæiske landes nationale karakterskalaer. Talkarakterer efter 7-trinsskalaen efterfølges på eksamens- og afgangsbeviser af ECTS-skalaens bogstavbetegnelse.

Modtagelsen af den nye skala har ikke været ubetinget positiv, især fordi den genindfører begrebet negative karakterer, som tillægges demotiverende virkning og af denne grund blev afskaffet i 1963 med 13-skalaens indførelse. Samtidig anføres det, at færre karakterer i skalaens middelområde gør det vanskeligere at nuancere elevernes præstationer og dermed belønne mindre fremskridt.

Karakterskalaer i skolen (indtil 1919)
1775-skala ug-skala Ørstedske skala 1906-skala
1700-t. 1809 1850 1906 1911
over middel laudabilis ug, udmærket godt ug 8 8 6, meget god
6
middel haud illaudabilis mg, meget godt mg 7 5 5, god
non contemnendus g, godt g 5 4 4, jævn
under middel rejectus tg, temmelig godt tg 1 3 3, ringe
mdl, mådeligt mdl -7 2 2, meget ringe
slet, uantageligt slet1 -23 0 0, uantagelig
1Gives, dersom et flertal af bedømmere er enige om, at eksaminanden overhovedet ikke har lagt kundskaber i det pågældende fag for dagen.
Karakterskalaer i skolen (efter 1919)
Ørstedske skala 13-skalaen 7-trinsskalaen ECTS
1919 1943 1963 2006
over middel ug 8 15 13: den usædvanlig selvstændige og udmærkede præstation 12: den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler A
ug- 7 2/3 14 2/3 11: den udmærkede og selvstændige præstation
10: den udmærkede, men noget rutineprægede præstation 10: den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler B
middel mg+ 7 1/3 14 1/3 9: den gode præstation, der ligger lidt over middel 7: den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler C
mg 7 14 8: den middelgode præstation
mg- 6 1/3 13 1/3 7: den ret jævne præstation, der ligger lidt under middel 4: den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler D
g+ 5 2/3 12 2/3
g3 5 12 63: den noget usikre, men nogenlunde tilfredsstillende præstation2 02: den tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimale acceptable grad af opfyldelse af fagets mål E
under middel g- 3 2/3 10 2/3
tg+ 2 1/3 9 1/3
tg 1 8 5: den usikre og ikke tilfredsstillende præstation 00: den utilstrækkelige præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af fagets mål Fx
tg- -1 2/3 5 1/3
mdl+ -4 1/3 2 2/3
mdl -7 0 03: den meget usikre, meget mangefulde og utilfredsstillende præstation
mdl- -12 1/3
slet+ -17 2/3 -16
slet1 -23 00: den helt uantagelige præstation -3: den helt uacceptable præstation F

1Gives, dersom et flertal af bedømmere er enige om, at eksaminanden overhovedet ikke har lagt kundskaber i det pågældende fag for dagen.

2Denne betegnelse for karakteren 6 gælder alene grundskolen og 10. klasse. For andre uddannelser er formuleringen "for den netop acceptable præstation" og angiver hermed beståelsesgrænsen, hvor en sådan findes.

3Karakteren g og 6 var og er i visse fag og uddannelser laveste karakter for at bestå.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig