Kantele, (finsk og karelsk, af uklar opr.), knipset strengeinstrument af bokscitartypen, som bruges i folkemusik. Kantelen, der har vingeform, kendes fra Finland, Karelen, Baltikum og Rusland. I Finland er den siden ca. 1850 blevet betragtet som et nationalsymbol med forbindelse til Kalevala-digtningen, bl.a. som instrument for Väinämöinen. Antallet af strenge varierer fra 5 til 46. Kanteleforbundet i Finland har i over 30 år stået for vedligeholdelse af spilletraditionen, og i Palakko ved Jyväskylä er der i 2009 åbnet et Kantelemuseum. Instrumentet spilles desuden i bl.a. Sverige, Japan og USA.