kanaanæisk religion

Kanaanæisk religion er en fællesbetegnelse for de religioner i Syrien, Libanon og Palæstina i oldtiden, som ikke var israelitiske. Betegnelsen er farvet af Det Gamle Testamentes beskrivelse af de førisraelitiske religioner i Kanaan.

I Det Gamle Testamente beskrives kanaanæisk religion imidlertid utvetydigt som grufuld afgudsdyrkelse. Der har aldrig eksisteret et historisk fænomen, som gik under betegnelsen kanaanæisk religion, men en række forskellige religioner i Forasien, som nok udviser en række fællestræk, men som samtidig har indeholdt en lang række lokale variationer. Kendskabet til disse religioner kommer fra mange og spredte kilder, der strækker sig over mere end 2000 år, og som både omfatter Det Gamle Testamente, gamle orientalske tekster og beretninger hos klassiske forfattere.

Det er karakteristisk for disse religioner, at de var polyteistiske, domineret af troen på en verden regeret af et gudepanteon, gerne ledet af El eller Ilu (egl. 'gud') eller af Baal ('herre') eller sågar af en kvindelig guddom som Baalat ('herskerinde') i Byblos, under hvilket der fandtes et hierarki af underordnede guddomme, dæmoner og ånder. Samtidig fandt denne gudsdyrkelse sted i et samfund præget af magiske forestillinger, hvori dødekult og sandsigerkunst i mange former indgik som uundværlige dele af gudsdyrkelsen. Animistiske forestillinger var heller ikke ukendte for datidens indbyggere i Forasien.

I løbet af 1000-tallet f.v.t. ændrede det generelle religiøse univers i Forasien sig i monoteistisk retning, idet de lokale øverste guder mere og mere blev enerådende, således i Tyrus, hvor Baal Shamem ('himlens herre') synes at være tildelt en rolle, der ikke var ulig den gammeltestamentlige Jahves.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig