Kamaldulensere, klosterorden grundlagt af Romualdo fra Ravenna (død 1027) med stiftelsen af Camaldoli nord for Arezzo i Norditalien. Ordenen fik støtte fra kejsere, men også fra paverne som led i 1000-t.s kirkelige reformer. Den fik pavelig anerkendelse 1072 og levede efter Benediktinerreglen. Ordenen søgte at kombinere livet i fællesskab med eneboerlivet, så den enkelte broder fik størst mulig tid alene. Berømte teologer som Petrus Damiani og kirkerettens store systematiker, Gratian, var kamaldulensere. I 1700-t. blev ordenen fordrevet fra flere europæiske lande, i 1800-t. reorganiseredes den, men ordenen har i dag ganske få medlemmer.