kamé

Kamé, smykkesten med dekoration udført i ophøjet relief til forskel fra intaglio, der har fordybet relief. Ofte benyttes sten sammensat af flere lag med forskellige farver, fx agat, onyx og sardonyx. Materialer og teknik er i øvrigt som ved gemmer.

Faktaboks

etymologi:
Ordet kamé kommer af fransk camée, af persisk oprindelse.

Kaméer kendes fra ca. 300 f.Kr. Et højdepunkt blev nået i tidlig romersk kejsertid, fra slutningen af 1. årh. f.Kr. til ca. 50 e.Kr. Kæmpekaméer som fx sardonyxen Gemma Augustea (Kunsthistorisches Museum, Wien) fra 10 e.Kr. med bl.a. Augustus tronende med gudinden Roma må have hørt til i kejserhusets skatkammer.

Flere af disse pragtkaméer er bevaret ved senere at være indfattet i kirkeinventar som krucifikser, monstranser og bibelomslag, fx Augustus-kaméen i Lotharkorset i domkirken i Aachen.

Fremragende kaméarbejder findes også fra renæssancen og senere. Siden ca. 1800 har man særligt i Italien benyttet konkylieskaller med deres kontrast mellem hvide og blegt røde lag til kaméfremstilling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig