kalender (mayakalender)

Kalender. Denne stele i Copán er et helfigursportræt af den 11. hersker i Copándynastiet, Butz' Chaan (Røg Slange eller Røg Himmel). Butz' Chaan (563-628 e.Kr.) sad ved magten i 50 år og var med til at konsolidere Copáns position som magtcenter i det sydøstlige mayaområde. Hieroglyffer på stelens sider beretter dels om begivenheder i Butz' Chaans liv, dels at stelen blev rejst i anledning af fuldendelsen af endnu en tun-cyklus, dvs. 360 dage i mayaernes kalendersystem.

.

Kalender (mayakalender), Mayaernes vigtigste kalender var en cyklus på 260 dage. Den fremkom ved en kombination af en cyklus bestående af tallene 1-13 med én bestående af 20 dagsnavne. Hver dag i denne kalendercyklus, der kaldes sacred almanac eller tzolkin, har altså såvel et nummer som et navn, fx 2 Ik. Desuden havde mayaerne et år bestående af 19 måneder, hvoraf 18 havde 20 dage og den sidste 5 dage. Dette år har 365 dage (1 Pop, ...,5 Uayeb) og kaldes vague year, calendar year eller haab. Ofte blev de to cykler kombineret, idet en dag blev angivet ved positionen inden for begge cykler: 13 Imix 17 Pop, hvorved der opstår en ny cyklus på 18.980 dage (= 73 almanacs = 52 years). Denne store kalendercyklus kaldes sacred round og var en hellig kalender for mayaerne samt for alle mesoamerikanske indianere. Såvel tallene som dags- og månedsnavnene ansås at repræsentere guder, og kombinationen af deres indflydelser bestemte, om en dag var gunstig for dette eller hint gøremål.

Til datering anvendte mayaerne en fortløbende nummerering af dage med udgangspunkt i en bestemt dag med sacred round-dato 4 Ahau 8 Cumhu. De forløbne antal dage blev angivet i enheder af kin (dag), uinal (20 dage), tun (18 uinal = 360 dage), katun (20 tun) og baktun (20 katun). Efter 13 baktun (dvs. 5125 år) mentes verden at gå under og en ny long count at begynde igen. En typisk indskrift starter med en initial series, dvs. datoen angivet i alle tre systemer, fx 9.15.10.0.0 3 Ahau 3 Mol, der er 9 baktun 15 katun og 10 tun efter dag 0.

Læs mere on kalender.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig