Kaldsretten (lat. jus vocandi) er fra middelalderen den kanoniske rets betegnelse for retten til at besætte gejstlige embeder, idet man dog sondrede mellem kaldelse og embedets overdragelse.

Historie

Ved sognekirker var kaldsretten ofte knyttet til patronatsretten, som kunne udgøre en del af kongers og adelsmænds ejendomsret til den pågældende kirke. Ved Reformationen bevaredes kaldsretten som del af den arvede adelige patronatsret, men i øvrigt overgik kaldsretten i form af valgret til menigheden, først i form af direkte valg til præsteembederne, siden i form af valg gennem valgmænd, som efterfulgtes af den kongelige udnævnelse.

Efter enevældens indførelse forsvandt menighedens indflydelse, og kaldsretten udøvedes enten af kongen eller af kirkepatronen. I 1809 ændredes adelens og andre privatpatroners kaldsret til en forslagsret til kongelig udnævnelse, og med Grundloven 1849 (§ 97) bortfaldt også denne ret sammen med øvrige "til adel, titel og rang" knyttede forrettigheder. Herefter udøvedes kaldsretten alene af kongen frem til menighedsrådslovgivningen 1903, hvorefter menighedsrådene efterhånden fik overdraget en egentlig indstillingsret til folkekirkens præsteembeder.

I de hertugelige dele af Sønderjylland, og fra 1878 i hele området, bevaredes menighedens valg af præst til efter Genforeningen 1920, men herefter overgik man til samme praksis som i det øvrige Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig